Jeg har været blogger og pårørende det meste af mit liv….

“Hvordan klarer du det?”, spurgte psykologen mig, mens hun lukkede døren. “Det ved jeg ikke, det er jeg jo nødt til, der er ikke noget valg”, svarede jeg, mens tårerne begyndte at trille ned ad kinderne. Jeg havde ellers ikke grædt i lang tid. “Jeg skal bare ikke tale om det”, supplerede jeg. Psykologen kiggede på mig med medfølelse og undskyldte, at hun havde spurgt. Men det skulle hun ikke undskylde. Det var bare rart, at hun kunne se, hvilken situation vi står i. Jeg fandt hurtigt tilbage til mit fattede jeg og svarede, at der på mystisk vis bliver ved med at dukke overskuds-depoter op, som jeg ikke anede, fandtes: Alarmberedskabs-overlevelses-depoter. Hvad det helt har af konsekvenser på den anden side, ved jeg ikke. Og det kan jeg ærligt talt heller ikke forholde mig til lige nu. For lige nu gælder det om at være stærk og holde mig og familien flydende.

Vi havde været til en af mange aftaler på Hillerød Børne- og ungdomspsykiatriske afdeling. På vej hjem i bilen var der stille. Ingen sagde noget. På en måde rart, på en måde trist. Det forløb, vi er igennem lige nu giver mig noget håb. Måske er det derfor, jeg bliver ved med at kunne trække vejret. Det, at der er noget i gang, at der er nogen, der kigger med og undersøger, giver mig håb. Men samtidig er det bare ubeskriveligt hårdt at skulle være i, tale om og tænke på det ubærlige og svære hele tiden.

Kunsten er ikke at overføre sorgen, angsten, modløsheden og håbløsheden på børnene. Kunsten er at skjule, at de følelser handler om dem, og handler om deres situation. Det må de aldrig få at vide. For hvad vil det gøre ved dem? At mor og far er kede af det på grund af dem? De har nok at slås med. De skal ikke også føle skyld og ansvar over for deres forældre.

Jeg ved, hvad jeg snakker om. Jeg har været pårørende det meste af mit liv. Først som barn med en mor, der havde givet op men som aldrig har villet erkende det og søge hjælp. Det havde nogle alvorlige konsekvenser, og jeg måtte blive voksen som 14-årig, være den stærke som 14-årig og allerede som 14-årig indse, at ansvaret for mit og nu mine børns liv er ene og alene mit eget. Jeg har som barn set og mærket, hvad det vil sige at se det vigtigste menneske i ens liv give op. Det sætter sine spor. De spor, skal mine børn ikke tage med videre. Så den kamp kæmper jeg hver dag. 

Forleden dag fandt jeg mine gamle dagbøger og digte frem. Det viser sig, at jeg begyndte at blogge allerede i 1989. Dengang hed en blog bare en dagbog, og bestod af en lille bog med flot forside og en blyant. Jeg har dagbøger fra 1989-1995. Det var virkelig interessant at læse de tanker, jeg havde som 11 årig og frem. Her er et lille afsnit:

“16/12-1992

Kære dagbog

Jeg vil blive til noget, når jeg bliver voksen. Jeg vil have noget ud af mit liv. Jeg tror, jeg har gode muligheder, når det gælder sprog og dansk. Matematik går det ikke så godt med, men jeg klarer mig da.

I aften er der julemiddag på skolen for klassen. Jeg er ikke med, for mor ville ikke.

Jeg elsker virkelig Sussi (min hund). Nogle gange spekulerer jeg, hvorfor jeg er mig. Jeg håber, du forstår, hvad jeg mener. Hvorfor jeg bor her, er havnet i Danmark, ser ud som jeg gør, har denne sjæl. Det hader jeg at tænke, for der er ikke noget svar. Det er så underligt. Nu vil jeg virkelig gøre noget ud af skolen. Jeg har scoret 10-taller i diktat, stil og prøve. Men der skal scores flere.

Knus og Kolbøtter

Monica”

Ikke så underligt, at mange børn og unge har stress i dag.

Mine digte fra dengang bærer også præg af en alvor. Særlig dem fra 1993, hvor jeg var 15 år. Dem kan jeg, hvis der er interesse for det, nævne i mine kommende indlæg. Måske kan de bidrage til en forståelse af de unge i dag. Hvad de tumler med. Hvorfor de presser sig selv så meget. Hvilke tanker og følelser, en 15-årig går rundt med.

Det jeg nok prøver at sige med mit indlæg i dag er, at de følelser og tanker, man kan gå rundt med som pårørende, er de samme uanset, om man er pårørende som barn, forældre eller ægtefælle. 

Det kræver styrke at bede om hjælp. Og det skal ses som en styrke og ikke en svaghed.

6 Replies to “Jeg har været blogger og pårørende det meste af mit liv….”

  1. Tak Monica
    Godt du holder ved – du er stærk og kan jeg forstå – beslutter det tidligt – gengiv du gerne nogle af dine digte som 15 årig.
    Tak for din insats på området og din vedholdenhed – stor respekt
    Mogens
    NB: håber rigtig mange får købt din bog – god at blive klog af – fylde med gode råd og input.

  2. ❤️❤️❤️❤️❤️❤️
    Forstår dig så godt.
    Jeg kæmper med næb og klør for mit eget barn på femte år. Ingen kan se det jeg ser.
    Kram herfra

  3. Uha ja, de tanker har jeg også…jeg VIL IKKE have at min datter finder ud af mine frustrationer gælder hende, ALDRIG må hun vide det!
    Hun må skam gerne vide jeg er ked, vred, rastløs, for jeg er et menneske med følelser, præcis som hun er ❤️❤️❤️, men ALDRIG at det har noget med hende at gøre….
    Og jeg vil gerne læse mere fra dine bloggs aka dagbøger i papir/blyantsudgaven
    Kh Joan ❤️

  4. Hej Monica

    Tak fordi du deler – tak for din blog 🙂

    Jeg vil rigtig gerne læse de digte, du vil dele fra dine teenager år.
    Jeg er mor til en NT pige på 14, som så er pårørende til lillesøster på 7 med flere psykiatriske diagnoser. Selvom hun ikke står i samme situation som dig, kan dine digte måske alligevel kaste lys over nogle af hendes følelser 🙂

    Vh Marie

  5. Smukt skriv! Det er benhårdt at stå i og jeg sender dig al min respekt <3 Er selv mor til to teenagere med hver sin stak diagnoser <3

Skriv et svar til Joan Graakjær Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *