Hvorfor gør mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende ikke oprør?

Handicapområdet sejler. Det er der faktisk enighed om, selvom ikke alle vil indrømme, at de er enige. Det har sejlet i årtier med alvorlige menneskelige konsekvenser til følge.  I årtier er der blevet råbt på manglende retssikkerhed, postnummerlotteri og underfinansiering. Men intet er forandret. Kun til det værre. Hvorfor gør vi ikke oprør? Hvorfor er vi så pæne og taknemmelige? Tør vi ikke? Orker vi ikke? Hvad er vi så bange for? Nu er vi efterhånden så mange, der er samlet. Politikerne er begyndt at lytte. Pressen er begyndt at lytte. Skulle vi ikke tage og udnytte det momentum?

#enmillionstemmer

#nuerdetnok

 

6 Replies to “Hvorfor gør mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende ikke oprør?”

  1. Vi tør ikke.
    Slet ikke med børn under 15/18år.
    Med risikoen for at der sker en alvorlig indgriben i ens børns liv, som anbringelse…… det er en massiv stor sort sky – som når der trues med den (fordi vi som forældre søger hjælp) og at det endda står i §50 som en mulighed for kommunen – så stopper de fleste der – altså uden at få rette hjælp. Og når der ikke gives hjælp af sig selv fra kommunens side (typisk fordi de så sparer penge) – så bliver barnets belastning typisk så stor, at det tilbageværende kun er §50 – fordi støtten nu skal være så omfattende, så de andre paragraffer i SEL ikke længere er fyldestgørende – da der skal mere til – og så er der ret mange der trækker sig – fordi §50 føles som en trussel.

    Og så orker vi heller ikke – at kæmpe, kæmpe og kæmpe – at blive ved – få afslag, anke, blive hjemsendt, og så evt. vinde eller tabe. Det er en uendelighedsproces.

    Og så er der det faktum – at rigtig mange bliver mødt med mistænkeliggørelse – så der bliver altid startet med, at blive stillet spørgsmål ved de behov der måtte være og det vil sige helt fra start stoppe ligeværdigheden.

    Og så selvfølgelig det altoverskyggende. ØKONOMI
    Vi føler os som en byrde – og stopper før vi starter – fordi det handler mere om økonomi end mennesket!

    1. Hej Rikke! Tænk lige over, hvor grotesk det er. At mennesker egentlig er “gidsler” og bliver holdt nede af frygt. Jeg ved det, og forstår det, men samtidig stritter alt i mig. For det betyder, at situationen vil fortsætte uændret, hvis der ikke siges fra af alle. Det er en så sårbar og ambivalent situation. For vi skal ikke forvente, at andre. der ikke er i berøring med området, står op for os, som man ser i forhold til andre minoriteter. Og det er virkelig trist.

  2. Vi gør ikke oprør, pga vi er optaget af at navigere vores børn bedst muligt igennem deres opvækst.

    Børnene er gidsler i dette forråede system og det er dem det rammer hvis kommunerne ser sig sure på forældrene, hvis de tydeligt gør modstand overfor systemets fejl og mangler.
    Der er mange kampe jeg har droppet for ikke at risikere, at der eksempelvis blev pillet ved hans skole eller min TAF.

    Og så er der det faktum, at det er et fuldtidsjob at passe på vores børn med de mange kasketter det kræver: advokat, konsulent, terapeut, chauffør, forælder osv osv

  3. Jeg gjorde gerne oprør, men jeg tror, at mange er bange for, at deres børn kommer i klemme mellem instanserne. Ligeledes tror jeg også, at de fleste ikke bryder sig om at få at vide “ hun brokker sig altid “ for hvem vil være en brokrøv.
    Jeg er klar til oprør !

  4. Man kan ikke gøre oprør, når ens barn er anbragt. Man risikere at blive stemplet som dårlig forældre og miste den tilknytning man har, man risikere også at barnet bliver behandlet dårligt/dårligere.
    Det er den triste realitet.
    Min dreng var multihandicappet og frivilligt anbragt på en regional specialiseret institution som var flere gange skyld i omsorgssvigt. Da vi forsøgte at få nogle bedre rammer, og vi påpegede fejl og mangler, fik vi at vide af institutionslederen at vores udtalelser ville gå ud over vores barn. Samme leder sagde også til os at vi “ville løbe om hjørner med kommunen” da vi påpegede at rammerne ikke var sufficiente.
    Jeg ved at mange mener at regionerne skulle gøre det bedre end kommunerne. Jeg tænker at det er en fejlvurdering. Den kultur som præger handicapområdet er forrådt. Man kan ikke gøre oprør fordi dem som leder området ofte er personer som er ansat pga deres evner til at se økonomien fremfor mennesker, og som evaluere kvaliteten af ydelserne ud fra effektivitet og økonomi. Dette sker også i den grad indenfor sundhedsvæsenet og hospital området, hvor børn med handicap og deres forældre er betragtet som andenrangs patienter og andenrangs forældre.

  5. Jeg har gjort oprør, og er blevet udskammet af kommunen. Min datter er blevet tvangsfjernet, og jeg er helt sikkert blevet en af dem som der bliver holdt øje med. Hvis DK var som Rusland, var jeg nok allerede blevet likvideret. Men sådan er det jo heldigvis ikke :). Jeg kæmper for social retfærdighed. For et bæredygtigt samfund, hvor mennesker kan få lov til at gå på arbejde uden at blive syge af det. Hvor der er plads til kreativitet og fri tanke.

Skriv et svar til Rikke Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *