Handicapområdet skal væk fra kommunerne

Sommerferien er slut. Jeg har så ikke holdt helt fri, for der er gang i den politiske debat om handicapområdet. Der kom desværre ikke nogen medier og dækkede vores demonstration den 27. juni. Det blev en historie i sig selv på det sociale medier. Hvorfor dukker medierne ikke op til en demonstration om den manglende retssikkerhed på handicapområdet? Er det et udtryk for den samme nedprioritering, som skal findes politisk og i forvaltningerne? Det er jeg overbevist om. Der er hverken salg eller stemmer i handicap…endnu.

Den dag, jeg skulle til Lalandia med familien, blev jeg kontaktet af Karnov News, der spurgte, om jeg havde lyst til at skrive et indlæg til dem om netop den manglende retssikkerhed. Det ville jeg hjertens gerne. Dagen efter, vi var ankommet til Lalandia, blev jeg så kontaktet af mediet Ræson der spurgte, om jeg ville skrive et indlæg om socialområdet til dem. Så pludselig var min hjerne propfyldt med tanker om to vidt forskellige artikler, der skulle være færdige nogenlunde samtidig.

Det blev til disse to artikler om den manglende retssikkerhed og om KL’s magt og mulige ansvar for den manglende retssikkerhed på socialområdet.

https://www.k-news.dk/nyheder/blog-jeg-sidder-ofte-tilbage-med-foelelsen-af-at-afgoerelserne-paa-dette-omraade-traeffes-ud-fra-flip-a-coin-metoden?fbclid=IwAR1urJI8pBPBVtHdcvNlcCZUJ62P03reL3IznxynDtK_iBsx9IVItarafy0

https://www.raeson.dk/2020/monica-lylloff-handicapomradet-er-en-skandale-i-det-danske-velfaerdssamfund-har-kl-taget-magten-fra-politikerne/?fbclid=IwAR0qOYG8hRx2lzYIYK8q4QxggmYF7bgpBpgGwDvzJhIwbbzueb13rx01ZQw

De afstedkom en virkelig interessant debat, som gav mig yderligere blod på tanden. For hvad nu? Nu er den længe ventede evaluering af handicapområdet gået i gang. Vi er ikke inviteret og må så stå og vente uden for døren på, hvad “man” bliver enige om. Enige med KL? Hvad ender det så med? Faktiske handlinger og ændringer eller en pæn rapport i glitterpapir, som kan lægges i skuffen? Det er der ingen, der ved. For ændringerne vil koste penge uanset, hvordan man vender og drejer det. Og er der villighed til det hele vejen rundt om bordet? Og her kigger jeg særligt på KL og på regeringen.

Jeg kan ikke bare sætte mig på hænderne og vente. Det ligger simpelthen ikke til mig. Jeg bliver ganske enkelt for utålmodig.

Kommunernes budgetforhandlinger starter nu her. Så alle kommuner har ved fælles hjælp i #enmillionstemmer modtaget en reminder om at prioritere handicapområdet i det kommende års budget.

Vores seneste borgerforslag om socialerstatning blev ikke til noget videre, bortset fra, at Advokatrådet jo i deres seneste rapport fra 2. juni om socialområdet har anbefalet, at der indføres en kompensationsmulighed til borgere, der har modtaget forkerte afgørelser af kommunerne. Så der er stadig gang i den diskussion. Jeg er stadig af den overbevisning, at det skal indføres.

Jeg og flere af de tidligere stillere på borgerforslaget gik i gang med at udfærdige et nyt borgerforslag om kompensation. Men undervejs måtte vi erkende, at hovedproblemet er, at området ligger ude i kommunerne. Så hvorfor ikke gå all the way nu og lægge pres på.

Vi knoklede i dagevis for at få det formuleret med nogle væsentlige argumenter. Vi har åbnet op for løsninger, men har med vilje undladt at komme med et færdigt løsningsforslag. For det kan afholde folk fra at støtte forslaget, hvis de er uenige i løsningsforslaget. Vi har åbnet op for en debat, som er hamrende nødvendig at tage. Vi åbner op for, at der kan være to muligheder: region eller stat. Vi går efter bolden for at presse på. En debat vil kunne hjælpe politikerne til at finde frem til den rigtige løsningsmodel. For det er jo i sidste ende dem, der sidder med ansvaret for at ændre på det. Jeg har lyst til at spørge, hvorfor kommunerne ikke bare skynder sig at give området videre, når de nu synes, det er så dyrt og kompliceret? Skyldes det, at de penge, der følger med området, kan bruges på noget andet i kommunen? Gid, der var en journalist, der ville grave lidt i det.

Jeg vil lige slå fast, at jeg ikke forestiller mig, at vi skal tilbage, hvor vi var under amterne, vi skal ikke blive, hvor vi er, men vi kan bruge erfaringerne fra fortid og nutid til at komme videre og finde den rigtige måde, hvorpå handicapområdet kan forvaltes, så mennesker med handicap og psykisk sårbarhed kan få den vejledning og den hjælp, de har behov for og ret til, og ikke den, kommunerne synes, de har råd til.

Jeg håber virkelig og inderligt, at det får vinger. I må meget gerne hjælpe ved at gå ind og støtte det og derefter dele det med venner, kolleger og familie.

I kan støtte her: https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05276

Den 6. Oktober kl. 10 stiller vi os så op på Christiansborg Slotplads på Folketingets åbningsdag for at minde om, at handicapområdet skal stå højt på to-do-listen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *