Mennesker med handicap, psykisk sårbare, stofbrugere og hjemløse er underlagt så mange fordomme og tabuer. Det skal vi have gjort op med

Det var tirsdag den 1. december. Klokken var 16.15, og jeg gik med sommerfugle i maven ned ad Vesterbrogade mod Værnedamsvej. Jeg havde en aftale med Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen og en af hendes mange gadevenner, Jacob. Han havde sagt ja til at mødes med mig og fortælle sin historie om, hvordan det er at være hjemløs, stofbruger og handicappet.

Jeg gik ydmygt ind ad døren. Jeg trådte ind i et dansk parallelsamfund.

Jacob blev anbragt som barn, efter hans mor havde fået en blodprop i hjernen. Han elskede at gå i skole, men blev anbragt i en familie, der på ingen måde kunne tage sig af ham og hans lyst til at lære. I stedet skulle han arbejde på en gård. Jeg fornemmede ud fra det, han fortalte, at han havde været udsat for nogle grimme oplevelser. Som 15 årig kom han på efterskole og blev introduceret for hash. Derfra gik det kun en vej – den forkerte. For Jacob havde ADHD, havde ikke fået medicin og havde allerede oplevet svigt. Han havde kun sig selv at stole på og måtte ty til selvmedicinering: Først med cannabis, og senere også heroin og kokain. Det kostede ham det ene ben.

Da Nanna mødte Jacob i 2015, boede han bogstaveligt talt i sin punkterede kørestol på gaden.

Jacob og Nanna fortalte om dengang, Jacob havde fået plads på et kommunalt herberg, hvor Nanna fandt ham liggende i sin egen afføring og urin, med høj feber og så voldsomme smerter, at han ikke kunne komme ud af sengen. Rummet var fyldt med fluer. Han var blevet placeret i et rum langt fra toilettet, hvor døren var for smal til, at hans kørestol kunne komme igennem. Til sidst var der så beskidt på hans værelse, at personalet på herberget i et notat havde noteret, at personalet ikke måtte gå derind, heller ikke i tilfælde af brand eller ved behov for førstehjælp. Da Nanna fandt ham, var hans eneste beskedne ønske en spand, han kunne besørge i. Der var blevet søgt om et botilbud til ham, men kommunen havde ikke truffet afgørelse. Pressen kom på sagen, og så fik kommunen travlt med at træffe afgørelse om botilbud. Det var i 2017.

I dag er Jacob 47 år. Han mangler det ene ben, hans ryg er ødelagt efter at have boet i en kørestol, er blevet overfaldet mange gange, og har flere år som hjemløs og stofbruger med sig i bagagen. Et liv, som er så hårdt og ufatteligt umenneskeligt, uværdigt og umuligt rigtigt at forstå for mig, der ikke selv har prøvet det. Et liv som flygtning i eget land, hvor kommunerne vil gøre, hvad de kan for at slippe for ansvaret. Ikke engang hospitalerne er gearet til at hjælpe mennesker som Jacob.

Jacob har i dag et værelse med tekøkken og eget bad/toilet. Men et liv på gaden slår et menneske i stykker. Så selvom man endelig får et botilbud, er man ofte stadig mere en gademand, end en, der faktisk har en bolig. Nogle mister simpelthen helt evnen til at kunne tage en bolig i brug.

Der er ca. 6400 registrerede hjemløse i Danmark. Der er 2200 herbergspladser. Mange af dem er ikke indrettet til mennesker i kørestol.

I Danmark halter det gevaldigt med retssikkerheden, når det gælder mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Når det så handler om mennesker, der både er handicappede, psykisk sårbare, stofbrugere og hjemløse, så er ordet “retssikkerhed” helt fjernet fra ordbogen. Kommunen undlader bare at træffe afgørelse, for så er der ikke noget at klage over. Jacob havde været i kontakt med 20 sagsbehandlere. Ingen havde hjulpet ham. Derfor knokler Nanna og resten af Gadejuristen for at hjælpe den gruppe mennesker i Danmark, som bliver svigtet. For de har ingen stemme i vores samfund.

Jeg lyttede til Jacobs historie i 3 timer og var igennem hele følelsesregisteret, særligt blev jeg vred og frustreret. Jeg spurgte ham, om jeg kunne viderebringe et budskab fra ham. Hans svar var for det første, at kommunerne burde nedlægges, for der mangler et frit valg. Han mente, at der burde oprettes en lille “by” for hjemløse, hvor de kunne være i fred og sikkerhed. Derudover sagde han noget meget klogt, at dette land skal lære at forebygge.

Jacobs historie er yderst vigtig for det og dem, vi kæmper for i #enmillionstemmer: At alle mennesker skal have lige vilkår, muligheder og ret til at leve. Jacob og alle de andre mennesker, der er sat uden for samfundet, lever med konsekvenserne af, at vores land ikke har lært at forebygge og hjælpe rigtigt og rettidigt, når det handler om handicap og psykisk sårbarhed. At der ikke er lige vilkår. De lever med konsekvenserne af, at systemet har glemt, hvem det er til for.

Vi kan som samfund ikke være bekendt at tabe mennesker på jorden på den måde, og lade dem leve som fredløse og i konstant frygt.

Det, der smerter mest er, at Jacob er nogens barn. Det gør ondt helt ind i mine knogler. Tænk, hvis en af mine børn skulle ende sådan. Jeg er selv mor til to børn med bl.a. ADHD og autisme. Det er min største frygt. Det var ikke Jacobs egen skyld, at han var endt der, hvor han var. Det var ikke Jacobs forældres skyld. Det er et udtryk for, at vores velfærdssamfund ikke lever op til sit ansvar: at hjælpe sine svageste. At dem, der skulle hjælpe, ikke er dygtige nok.

Alle de børn og unge, der ikke får den hjælp, de har brug for og ret til af kommunerne, er i risiko for at ende som Jacob. Og derfor står Jacob frem. For hvis han ved at stå frem kan forhindre, at nogle børn og unge ender som ham, så har hans lidelser ikke været helt spildte. Derfor skal historien fortælles.

Der skal gøres op med det nuværende system, der er sat i verden for at hjælpe mennesker med behov for hjælp i Danmark. For lige nu hjælper det kun dem, der kan hjælpe sig selv.

Mennesker med handicap, psykisk sårbare, stofbrugere og hjemløse er underlagt så mange fordomme og tabuer. Det skal vi have gjort op med. For det er med til at fastholde den nuværende situation.

Jeg gik ud af lågen på Værnedamsvej kl. 19.30. Ud i den verden, jeg kendte. Ude på gaden gik folk og snakkede og grinte, sad på restaurant, havde lige shoppet lidt julegaver og var på vej hjem. Pludselig virkede det hele så anderledes. Som om jeg nu var blevet tilskuer til mit eget liv. Jeg tog toget hjem til min familie bevidst om, at jeg kunne tage hjem, lukke døren og være tryg. Jacob skulle tilbage til usikkerheden, frygten og livet som fredløs. Og Nanna skulle videre og hjælpe den næste, der havde behov for hendes hjælp.

Alle kan få brug for hjælp.

#enmillionstemmer

2 Replies to “Mennesker med handicap, psykisk sårbare, stofbrugere og hjemløse er underlagt så mange fordomme og tabuer. Det skal vi have gjort op med”

  1. “”Derudover sagde han noget meget klogt, at dette land skal lære at forebygge.””

    Den klogeste økonomiske investering, et samfund kan foretage sig, må være forebyggelse.

    En forrentning på størrelse med Rundetårn, formoder jeg.

    Den økonomiske værdi, træder vi på, gider ikke samle den op.

    Studenterhuen strammer ikke i det danske samfund.

    Med venlig hilsen

  2. Tak for din beretning, og for at hjælpe Jacobs historie ud, jeg håber du også sender den bredere ud, den rammer helt inderst inde. Jeg havde egentlig ikke tid til at læse den, men kunne ikke lade være. Jeg forstår hvad du mener når du skriver at Jacob jo er nogens barn, det løber koldt ned ad ryggen.

    Det er virkelig næsten syrealistisk at dette her foregår i det Danmark som ihvertfald jeg i mange år har været stolt af – kun i kraft af en “tryg uvidenhed”. Jeg har fået øjnene op – vi er mange der har fået øjnene op – op for noget vi ikke ønsker at se, men har været tvunget til at mærke på egen krop og været vidne til fra første parket. Alle bør være nervøse for det samfund vi har. Det er ikke OK, det er ikke værdigt, det er ikke noget vi kan være stolte over…

Skriv et svar til Peter Hansen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *