Velfærdssamfundet er et bedrag, når det gælder handicapområdet

Den 20. december 2020 var en skelsættende dag, for der opnåede borgerforslaget Handicapområdet skal væk fra kommunerne de nødvendige 50.000 støtter. Jeg tudede, da vi kunne se målstregen. For det har virkelig været et kæmpe arbejde i 4 måneder i alle døgnets vågne timer at argumentere for forslaget. Nu skal forslaget behandles i Folketinget. Men arbejdet er langt fra slut.

Processen er, at det nu omskrives til et beslutningsforslag, og så skal det første-behandles i Folketingetssalen i løbet af foråret. På grund af corona er der endnu ikke sat en dato.

Nu udnyttes tiden frem til første-behandlingen fuldt ud. Jeg og de 4 andre seje bag forslaget (Margit, Nina, Sara & Peter) holder nu møder med alle partier og andre aktører på handicapområdet. For vi er nødt til at få så mange som muligt til at forstå, at et er overskriften, som jo er ret så provokerende, og noget andet er det vi ønsker. Vi skal have nuanceret billedet. Vi skal sætte gang i kreativiteten. Vi skal have frø til at spire.

Kommunerne laver fejl i ca. halvdelen af alle de påklagede afgørelser. Men tal i statistikker er kun en lille top af et kæmpe isbjerg. Jeg hører fra forældre dagligt, der ikke ved, hvad de skal gøre. Hvad skal de gøre, når kommunen ikke engang træffer en afgørelse? Så kan de nemlig ikke klage. Hvad skal de gøre, når de bliver truet med forældrekompetenceundersøgelser? Så tør de ikke sige noget. Hvad skal de gøre, når de ønsker, at deres datter/søn skal på et bestemt bosted, men Ankestyrelsen har af uransagelige grunde givet kommunen medhold i, at deres datter/søn på 18 år, SKAL på et bosted, hvor de frygter for deres datters/søns liv? Det opgøres ingen steder.

Jeg kan garantere jer for, at mange forældre lever i et mareridt. Derfor slår hele mit system knuder, når Ulrik Wilbek, formand for KL’s socialudvalg, negligerer situationen til at handle om størrelser på grus i en indkørsel og mener, at problemerne kan løses med mere borgerinddragelse. Det her handler om menneskers liv. Og hvis kommunerne ville borgerinddragelse, så fik jeg ikke de henvendelser, jeg gør.

Det handler om fagfolk, der ikke får lov at være fagfolk. Det handler om sagsbehandlere, der har fået bundet armene om på ryggen og har fået frataget deres bemyndigelse. Det handler om kommunale ledere, der kun tænker på, om budgettet kan overholdes. Det handler om et sygt system, der gør mennesker syge.

Det kommunale system er kilde til en meget grim fødekæde: barn med adhd eller autisme får ikke den rigtige hjælp i rette tid, barn udvikler ekstra diagnoser, barn får nu behov for yderligere hjælp, barn må nu ind forbi psykiatrien, mor og far går ned med stress, mor og far kan ikke komme på arbejde, mor og far mister arbejde, søster udvikler angst, barn med diagnose er nu så ødelagt, at barn aldrig får en uddannelse eller arbejde, barn er nu voksen og er nu afhængig af offentlig forsørgelse resten af livet.

Velfærdssamfundet er et bedrag, når det handler om handicapområdet.

I 2007 fik kommunerne det fulde myndighedsansvar på handicapområdet: De visiterer, driver tilbud og betaler. Når 98 kommuner så samtidig ikke besidder den rette specialiserede viden, så er det dømt, til at gå galt. Handler det om penge? Ja, det gør det. Men jeg har en tro på, at pengene er der. De bruges bare helt forkert. Problemet er, at ingen har lavet en analyse af, hvad det koster at give den rigtige hjælp første gang. Ingen har lavet en analyse af, hvad det koster kommunerne at mishandle området på den måde, de gør. Hvorfor har man ikke det?

Vi ønsker at få adskilt de tre kasketter, som kommunerne lige nu sidder med på handicapområdet: Visitation, udførelse og betaling. Det uanset om det gælder henvisning til udredning, specialskoletilbud, botilbud, ledsagerhjælp eller hjælpemidler. Særligt visitation og betaling kan ikke gå hånd i hånd, for så vil økonomien altid få førsteprioritet på bekostning af faglighed, behov, ret og lov.

Det skal være menneskets behov for hjælp og faglighed, der kommer først. Det er lovens hensigt, og loven skal overholdes. Dette vil i vores øjne kræve en strukturel ændring, så den specialiserede viden samles over hele landet, uanset om det handler om fysiske, psykiske, synlige eller usynlige handicap. Lad specialisterne vurdere, hvilken hjælp borgeren har behov for. Her vil centralisering give mening.

Kunne man forestille sig, at kommunen skulle give kirurgen på hospitalet lov til at operere en hjertepatient, der kommer akut ind, inden der foretages en operation? Og at det lige skulle på et udvalgsmøde først?

Et af modargumenterne lyder på, at det vil gå ud over nærheden til borgerne. Men helt ærligt, hvor meget nærhed er der nu? Vores sagsbehandler har endnu ikke mødt vores børn, selvom vedkommende sidder 3 km væk. Skal nærhed være en geografisk målestok, eller skal det vigtigste være viden om behov? Hvorfor skulle man ikke kunne have en fast sagsbehandler, fordi der kommer en ny visitationsmyndighed? Tænk om fagpersoner kunne pege på, hvad man som borger har brug for, så der rammes rigtigt første gang? Det vil være win win for alle.

Albert Einstein sagde: Definitionen på sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente et andet resultat.

Nu har kommunerne gjort det samme igen og igen de sidste 14 år med samme skandaløse resultat.

Nu er tiden inde til forandring.

 

7 Replies to “Velfærdssamfundet er et bedrag, når det gælder handicapområdet”

  1. SÅ sandt, SÅ sandt!!
    Vi har ikke råd til at fortsætte som nu – hverken menneskeligt eller økonomisk og hverken som individer eller som samfund! Forandring NU!!

    PS: hvor var Einstein skarp!!

  2. Jeg kunne ikke være mere enig.
    Fra mit synspunkt ser det ud som om alting flyder på handicap-området. Pengene ryger andre steder hen end
    “Kommunen for handicappede” er et glat teflon system , hvis væsentligste opgave er at analysere, hvilke oplysninger i en sagsbehandling , der kan bruges til at at fabrikere et afslag til borgeren.
    Borgeren er i vejen for kommunen .
    Afslag, afvisning, mistænksomhed , syltning og langsommelig og ukorrekte oplysninger om lov og ret , er velkendte ‘kommune fænomener’ set fra borgerens side af bordet.
    Det hedder bla at offentlige ansatte ikke må lyve overfor borgerne, i virkeligheden gør offentlige ansatte ikke ret meget andet . Så tilliden er hurtigt væk. Både som rig og fattige , skal du ikke forvente dig noget . Og slet ikke sandheden . .

    Stort set intet kan lade sig gøre i handicapforvaltningen –
    også selv om borgeren har dokumenteret en nødvendig indsats i bund.
    Som borger har du behov for at
    få hjælp snart , ellers ville borgeren ikke dukke op på kommunen.

    Som borger har du behov for en fagudannet juridisk makker , når du har en sag i kommunen , det er kun de færreste borgere der kan prioriterer dette pga at økonomien er stram .

    Hvad jeg synes om det hele.
    Hvis det stod til mig , var det ikke mere noget, der hed kommune og handicap . Der er brug for nyt og for en ny kulter .

  3. Ja handicapområdet minder mest af alt om en beskæftigelsesindsats hvor dem i “projektet” aldrig bliver arbejdsløse. Fordi de ikke træffer en helhjertet og rigtig afgørelse fra starten af

  4. Så rigtigt, jeg står lige nu med 2 autistiske børn hvor en kan få en handicapbolig men den anden bliver afvist de er søskende, de er begge født med infantilautisme, de har begge udviklet ekstrem angst, de har begge ekstrem sanselig overbelastninger grundet de begge er sandseligoverstimoleret. Alt i alt er de født med samme handicap. Alt i alt er ser forskelsbehandling. Og begge er af kommunernes forskellige tiltag gjord dem dårligere og dårligere ved at putte dem ned i kasser de ikke hører til i og bestemt ikke kan fungerer i . Kommunerne tager ikke autisme som et handicap de mener det er en sygdom der går over om lidt. Der er i begge tilfælde komme direkte trusler. Der har været offentligtomsorgssvigt, i
    Begge sager er der sendt klager de er fastholdt og sendt i ankestyrelsen hvor kommunen desværre ind til nu har fået med hold. Ind til nu har den ene boet i sin handicapbolig i et år og har fået det betydeligt bedre mens den anden stadig bliver kørt længer og længer ned. Der er 2 års mellemrum mellem dem det er en dreng og en pige, men ja lider under det samme handicap i stedet for at leve med det. Som min datter sagde en dag, mor jeg lever jo ikke jeg overlever jo kun. HJÆLP det er virkelig en hård verden at være i nu på snart 24 år. Jeg kan føle min datters ord jeg lever heller ikke jeg Må holde mig i live, mens jeg kæmper for mine børns ret til at leve.
    Tak for jer og sindsygt godt kæmpet.

  5. Pengene ER der, men bliver brugt i Danmarks største beskæftigelsesprojekt – kommunerne… til usandsynlig lang og på alle måder inhabil sagsbehandling.
    Og det der spares på handicapområdet, lukker huller andre steder i forvaltningen…

  6. Aller først kan slet ikke takke jer nok, for jeres kæmpe indsats
    Dernæst er det desvære så sandt, det der er blevet født, for at hjælpe, fungere mest af alt, som yderligere problemskabende, det der er der, for at støtte giver i stedet stød og slag, der borer sig så dybt, at mange af os ikke længere kan åbne e-boks, uden at blive tricket, men vi kan faktisk heller ikke tillade os at lade være, for bomben springer uanset om vi åbner beskeden eller ej.
    Seriøst når jeg formår at få åbnet beskeden, kan jeg sjældent læse /forstå indholdet , selv når det ikke umiddelbart virker som direkte dårligt nyt.
    Og det med ikke at kunne åbne E-boks, ja det er INTET, blot et lille bitte symbolsk symptom, fra et helvedes helvede et liv.
    Det kan forståeligt nok være virkeligt svært, at skulle forestille sig, hvordan det er , for alle dem der ikke har oplevet det selv eller været helt tæt på nogen der har, for det er så ødelæggende sandt, at det både ville være ubærligt at kende til, umuligt at shine op og umenneskeligt igen at skulle glemme.
    Det er sandt, det er grotesk, det er umenneskeligt, det er ødelæggende og
    DET SKAL STOPPES!
    Til sidst ønsker jeg at understrege, at det her er ikke ment som ynk eller som åh det er så synd for os, men det er skrevet som hvad det er:
    Umenneskeligt tilgang til menneskeliv også er det iført en hjælpende forklædning, men det er blot en forklædning som ingen burde være stolt over , at skulle bære.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *