SOS: Menneskesyn i nød

I går så jeg Debatten på DR2. Denne gang handlede det om de 19 danske børn, der sidder i flygtningelejre i Syrien. Skal Danmark sørge for, at de kommer ud af de forfærdelige lejre og op til Danmark? Det er der ekstreme delte meninger om. Det er nu ikke det, jeg vil diskutere. Jeg ser derimod debatten om de 19 børn som en del af et større billede: Menneskesynet. 

For hvilke debatter fylder derudover rigtig meget: 

  • #metoo 
  • Tvangsfjernelser af børn i større grad
  • Anbragte børn, der svigtes på børnehjem
  • Overvågning af mennesker med handicap og deres toiletbesøg 
  • Institutionalisering af mennesker med handicap
  • Diskrimination af mennesker med handicap
  • Hadefulde beskeder på de sociale medier
  • Svigt på plejehjem 
  • Syge og nedslidte mennesker, der piskes gennem årelange jobcenterforløb 
  • Budgetoverholdelse vægtes højere end menneskers trivsel.  

Hvis alle disse punkter hver var en farve, som kunne males på et stort hvidt lærred, så ville det blive et meget mørkt og dystert billede med forvrængede ansigter, manglende ansigter, lukkede øjne. Koldt. For det er den følelse, jeg sidder med. En afstandstagen til hinanden og en tingsliggørelse af andre mennesker. En manglende forståelse og fornemmelse af konsekvenser af egne handlinger og undladelser. En prioritering af menneskers nytteværdi frem for alt og prestige pakket ind i misforstået godhed. Og samtidig taler regeringen om nærhed, tillid og børnene først. Diamentrale modsætninger. 

“Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede som man uddyber eller hæver. Men det kan også forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.

Ikke desto mindre har vi en mærkelig og ubevidst forestilling om, at den verden, hvori et menneske har sit liv, hører vi andre i egentlig forstand ikke med til. Den verden, der for den enkelte er hans livs indhold, har vi en besynderlig forestilling om, at den enkelte selv er, så vi andre er uden for den og kun fra tid til anden tangerer den. Består mødet mellem mennesker normalt derfor kun i, at deres verdener berører hinanden for derefter intakte at fortsætte deres løb, kan det hele ikke betyde så meget….

I virkeligheden en besynderlig forestilling, hvis besynderlighed ikke bliver mindre af, at den er os så selvfølgelig. Det forholder sig nemlig ganske anderledes:  Vi er hinandens verden og hinandens skæbne. At vi som regel ser bort derfra, er der grunde nok til.” Den etiske fordring, af K.E. Løgtrup, 1956, s. 25 f.

Ja, vi er individer, og vi lever sammen i et samfund, i en stor verden, og vi har derfor et fælles ansvar også for hinanden. Hvert liv har værdi. Men den mentale afstand, udelukkelsen af bestemte mennesker og fordømmelsen af andre på bekostning af en selv, bliver større og værre. Hvilken ret har det enkelte menneske til at nedgøre andre? At bryde andres grænser? At krænke andres rettigheder? Og det gælder også myndighederne.

Det er en farlig vej, vi er på, både det enkelte menneske og vores myndigheder, der har det overordnede ansvar for at sætte retningen og værne om det enkelte menneske. Kultur drypper oppefra. Spørgsmålet er, hvilken kultur, vi ønsker at leve i. Kulturen sætter retningen for menneskesynet. Jeg må være ærlig og sige, at jeg ønsker mig en kulturændring.

#enmillionstemmer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *