Det er søndag og endnu en spændende uge venter forude.
Der er sket lidt nyt herhjemme, som sædvanlig fristes jeg til at tilføje. Nye planer med Kristoffer. Og så har Sarah fået det svært og er henvist subakut til undersøgelse på børnepsyk. Hun har den sidste tid været igennem udredning pga for højt blodtryk. Her fik vi lov at opleve, hvordan systemet virker, når det virker bedst. Super samarbejde mellem børneafdelingen og børnepsyk, hurtig reaktion og grundig undersøgelse. Vi skal nu have fundet ud af, hvorfor hun bliver så trist og ked af det. Godt vi er blevet 100-meter mestre i omstillingsparathed. “En dag ad gangen”, “1 time ad gangen”. “Go with the flow”.
Samtidig går jeg rundt med tanker, der fylder. Hvad med mig og arbejde? Inden 1. juni skal jeg give mit nuværende arbejde besked, om jeg vender tilbage 1. september til den stilling, der venter på mig. Et arbejde, jeg var rigtig glad for. Jeg har ikke været der i 5 år. I de 5 år er der sket så vanvittig meget. Jeg har fået opbygget så mange nye kompetencer. Så der er meget, der fylder.
På tirsdag skal vores borgerforslag 1. behandles i Foketinget. Det er så spændende, hvad de enkelte partier kommer til at tilkendegive på talerstolen. Os 5 bag borgerforslaget har fået lov til at komme ind og overvære behandlingen i Folketingssalen. Det er sat sent på dagsordenen, og bliver nok først behandlet omkring kl. 18. Det kan følges på Folketings TV på www.ft.dk. Vi kommer til at kommentere på behandlingen inde i vores facebook gruppe enmillionstemmer.
Onsdag eftermiddag skal jeg holde online oplæg for Dansk Erhverv om vores løsningskatalog. Vildt altså.
I går bragte Frederiksborg Amts Avis en stor artikel om mig og den sag, jeg kæmper for. Den er bag betalingsmur. Den blev virkelig god: https://sn.dk/Fredensborg/Uanset-hvilket-problem-de-havde-gik-det-samme-igen-paa-kryds-og-tvaers-af-landet/artikel/1432914?SNSubscribed=true&rss&utm_campaign=nyhedsbrev&utm_content=2021-05-02&utm_medium=email&utm_source=Fredensborg
Jeg var simpelthen på forsiden 🙂
“Monica Lylloff har sat gang i en bevægelse, som 15 års hårrejsende enkeltsager på handicapområdet ikke har kunnet gøre. “Go with the flow” smiler hun og opfordrer politikerne til at gribe den enestående mulighed for at skabe en reform af handicapområdet med de pårørende som medspillere – som en ressource”.
Til juni starter foredragene stille og roligt op igen. Den 16. juni holder jeg foredrag i Horsens arrangeret af LEV Horsens. Det er kl. 17.30-21.45. Der er stadig nogle pladser tilbage. Det er gratis ,men kræver tilmelding på karen@xzt.dk senest 12/6.
Du er simpelthen den sejeste af alle seje!!
Og ja, alle berørte af psykisk sårbarhed og/eller handicap og deres pårørende er seje! Og vi fortjener, at AL det fantastiske, som du og de fire andre initiativtagere til borgerbevægelsen (æææælsker at skrive det ord ) #enmillionstemmer har skabt, snart kommer til at betyde reelle og absolut nødvendige ændringer for de mange, mange mennesker, der kæmper og kæmper❤️
TAK!