Skal jeg frygte, at samfundet tager mine børn?

Jeg vidste ikke, at min familie hører under kategorien “udsat familie”. At mine børn anses for at være “udsatte børn.” Men Kommunernes Landsforenings definition på “udsat” er: børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet og/eller får mindst én familierettet eller personrettet forebyggende foranstaltning på en udvalgt dato. Langt hovedparten af alle udsatte får en indsats efter servicelovens §52, stk. 3 eller §76.

Det har egentlig ikke været noget, jeg har tænkt over før tirsdag den 11. maj, hvor regeringen og stort set alle Folketingets partier tonede smilende frem på et pressemøde kl. 16 med en bred politisk aftale om Børnene Først. Nu skulle det være børnenes tur, børnenes rettigheder, red en barndom. En Børnereform. Men her er vi så. Stemplet som udsatte. Det smager ikke særligt godt.

Der er børn, der har bedst af ikke at blive hos deres forældre. Ingen tvivl om det. Blodets bånd er ikke tykkere end, at alvorlig omsorgssvigt kan bryde det. Børn, der udsættes for vold, overværer vold, svigtes pga deres forældres massive misbrug og andre virkelig triste skæbner. Dem skal vores samfund hjælpe bedst og hurtigst muligt. Det er det, vi har et velfærdssamfund til. Men skal velfærdssamfundet i øvrigt gøre sig til dommer over, hvem der er egnet som forældre? Hvad er definitionen på den gode forældre? Er det noget stationært? Vurderes det ud fra et øjebliksbillede? Og hvem vurderer det? Det afhænger af øjnene, der ser, og hvilket bagtæppe, der er bag øjnene.

Overskrifterne på Statsministerens agenda har hele vejen igennem været flere tvangsfjernelser, tvangsadoptioner og tidligere anbringelser. Ord, der løber enhver forældre koldt ned ad ryggen. Jeg blev derfor yderst og alvorligt bekymret, da jeg læste den nye aftale. En aftale, som af de fleste blev overdænget af ros og klapsalver på alle sociale medier.

Årsagen til min bekymring skyldes den del af aftalen Børnene Først, som er en Barnets Lov: “Med Barnets Lov samles reglerne om støtte og hjælp til børn og unge med behov for særlig støtte ét sted, uanset om støttebehovet har afsæt i sociale problemer, en funktionsnedsættelse hos barnet eller andre sociale udfordringer. Så lovgivningen bliver mere overskuelig – for barnet, familien og sagsbehandleren.”  Med denne formulering sidestilles en funktionsnedsættelse med sociale problemer og andre sociale udfordringer. Allerede her hopper kæden af. Derudover er der ikke anført noget nærmere om, hvordan man så vil sikre sig, at det bliver den rigtige særlige støtte, der tilbydes.

Der er en verden til forskel, hvilken støtte, der skal sættes ind med, hvis støttebehovet har rødder i mors misbrug kontra et barn, der er eller endnu ikke er udredt for f.eks. autisme eller ADHD. Tro mig, det ved jeg. Jeg er barn af en mor med alkoholmisbrug og indgribende psykiske problemer, og så er jeg mor til tre børn med særlige behov, herunder diagnoser som autisme og ADHD.  

Jeg og min bror blev ikke anbragt som børn. Der blev heller ikke sat ind med nogen hjælp fra systemet. Overhovedet. Havde støtte i mit barndomshjem gjort en forskel? Meget sandsynligt, for så havde min mor fået noget hjælp. Og så havde jeg nok stadig haft kontakt med hende i dag. 

Vores søn gik som 10-årig ned med angstanfald, der førte til mere angst, skolevægring og massiv mistrivsel. Først efter 1,5 år blev vi foreslået at få ham udredt. Kommunen igangsatte en §50- undersøgelse, derefter en PPV, og takket være en iskold (læs som sej) konsulent, som var hyret til at lave §50-undersøgelsen, fik kommunen sådan en overhaling over, hvor lidt hjælp, de havde tilbudt os. De 2 år, der gik fra det første angstanfald til et skoleskift til en behandlingsskole, knækkede os fuldstændig som forældre, for ikke at tale om, hvad det gjorde ved vores søn. På første møde med § 50-konsulenten fik vi at vide, at en sådan undersøgelse jo kunne ende med en tvangsfjernelse. Undersøgelsen varede 4 måneder (den må ikke vare længere). På de 4 måneder fik vi endevendt hele vores liv, blev overvåget om morgenen og til aftensmaden. Et øjebliksbillede. Tænk hvis jeg havde haft en dårlig dag der? Hvad havde der så stået i rapporten? At jeg var dumpet som mor? Vores søn skulle “afhøres” alene. Kunne vi have stået med en anbringelse over hovedet? Bare tanken, og jeg får lyst til at kaste op. At tvangsfjerne et barn, der er i mistrivsel pga en uopdaget diagnose og derfor manglende rigtige støtte, vil smadre liv. 

Kommunerne laver allerede fejl i 52% af de påklagede sager på børnehandicapområdet (2020). Jeg hører om familier, der på 15 år har haft 15 forskellige sagsbehandlere, forældre til børn med diagnoser, der trues med tvangsfjernelser, forældre der trues med forældrekompetenceundersøgelser, forældre der bliver nægtet at få henvist deres børn til udredning, fordi kommunen ikke ønsker flere børn med autisme eller ADHD. Kommunerne sidder med magten over familiers liv, men kommunerne overholder ikke lovgivningen nu. Hvorfor skulle de gøre det, fordi loven hedder noget andet? 

Da vi endelig bad om hjælp, havde vi prøvet alt andet selv. At bede om hjælp var for mig et kæmpe nederlag og voldsomt grænseoverskridende. At jeg ikke kunne hjælpe mine børn selv. Men jeg måtte erkende, at jeg kunne ikke hjælpe tilstrækkeligt, når mit barns problemer skyldtes en diagnose. Så er der behov for fagspecialister, andre rammer, de rigtige relationer, psykoedukation, supervision, medicin, hjælpemidler osv. Og fra os en masse omsorg og tryghed. Ikke en anbringelse. Da vi bad om hjælp, var vi selv kørt psykisk ned af at se vores barn have det så dårligt. Vi var ikke en “social sag”, men havde vi ikke fået hjælp, og var vores søn ikke blevet udredt, så var vi nok blevet en social sag, og så kunne vi være endt som en slags “systemets selvopfyldende profeti”.

Jeg vil som mor til børn med diagnoser være alvorligt bange for at bede systemet om hjælp i fremtiden af frygt for, at systemet tager mine børn. 

Kære politikere. En bøn herfra: Det her må og skal I have ændret. Indfør pligt til udredning af børn i sager, hvor der så meget som overvejes anbringelse. Efter udredningen skal familien så hjælpes og visiteres til rette hjælp af rette fagpersoner med forstand på diagnoser, ikke kommunen. 

Inden for strafferetten hedder det: Hellere lade 10 skyldige gå fri, end sende en uskyldig i fængsel. I den nye aftale Børnene Først vil man give børnene rettigheder. Det er godt. Men på den anden side står forældrene, der nu risikerer at være dømt på forhånd, fordi det modsatte aldrig bliver bevist. 

24 Replies to “Skal jeg frygte, at samfundet tager mine børn?”

  1. Kære Monica.

    Når børn bliver et værktøj, som kan bruges for, at opnå mål, som oftes forældrene endnu ikke kender omfanget af, skal der råbes højt.

    Tak, for din indsat, for din egen familie og for alle Danmarks børn og unge.

    Med venlig hilsen

    Peter Hansen

    Bilag.
    https://www.k10.dk/showthread.php?t=35307

  2. Kære Monika
    Hvor er det spot on!
    Vi familier, der oplever – for nogen af os totalt uventet – at vores elskede barn “rammes” af ( ikke i tide opdaget) psykisk sygdom eller sårbarhed, skal simpelthen ikke OGSÅ skulle have en trussel om fjernelse hængende over hovedet.
    Som at gnide salt i et i forvejen åbent sår …

    Tak for endnu et indlæg i Bulls Eye! Tak for dig!!
    Kærligst
    Helene

  3. Jeg kan genkende elementerne i dine beretninger fra andre forældrefortællinger. Sådan foregår det vidt og bredt i dagens Danmark: Er man forælder til et barn med særlige behov, så mistænkeliggøres man snarere end at blive støttet.
    Det er helt afgørende, at systemet indrettes, så der skelnes imellem, hvilke indsatser der skal til, afhængigt af, om der er tale om en udsat familie eller en velfungerende familie med et handicappet barn. Det der foregår mod familier med børn med funktionsnedsættelser p.t. er offentligt overgreb. Jeg græmmes ved at høre, hvad de har udsat jer for!

  4. 1000 tak, Monica, for så velformuleret at sætte ord på et vedvarende ignoreret problem. En million stemmer der mødes af to millioner fingre i ørene. Tiderne må skifte!

  5. Takk Monica, for innsiktsfull og viktig innlegg. Til din siste kommentar om strafferetten: Her i Norge er dette med uskyldspresumpsjon heller ikke det rådende i barnevernet:

    Professor Emeritus Lars Smith ved Psykologisk institutt ved Universitetet i Oslo, uttalte i en kronikk i en norsk avis i 2015 følgende:

    “Dersom vi mener at barnevernet skal basere sitt arbeid på grunnregelen om barnets beste, bør det lages en forskrift etter mønster av ovennevnte juridiske prinsipp: det er bedre at ti uskyldige foreldre utsettes for omsorgsvedtak enn at ett lite barn må vokse opp med vold, rus eller overgrep.”

    Det er vel verdt å engasjere seg mot de ideologiske strømingenen vi i dag ser i nordisk barnevern; og det gjør du. Takk for det.

    1. Hvor er det uhyggeligt… Tak for at give mig viden om, hvad der også foregår i Norge. Dette er jo mere end bare et nationalt problem. Det kalder jo på et større arbejde i forhold til menneskesynet.

  6. Står selv med et barn i udredning, og det har vi ventet på i næsten 3 år. §50 har været nævnt flere gange, og man valgte at sætte familie behandler på os, da vi klagede over manglende sagsbehandler. Hun skulle så forsøge at få vores skuldre ned… Husker hendes første spørgsmål, hvad skal i bruge mig til, hvis i er enige om opdragelsen? Vi valgte så at udnytte hendes erfaring fra special området, da vi mistænker diagnose. Er skuldrene nede? Nej, for efter Ppr endelig kom med professionel hjælp, så stoppede børnehaven med støtte og inklusionstimer. Ny børnehave leder mener så at mor er stresset, og har også lugtet alkohol…. Ja det har hun. HÅNDSPRIT. Jeg er klar til at bruge penge på privat rådgivning nu, for de prøver da alt for at spare penge, og køre familier sønder og sammen

    1. Ej nu hopper kæden af. De kan da ikke seriøst anklage dig for at lugte af alkohol i disse håndsprit tider. Jeg tror på dig, men er forarget over hvordan du bliver mistænkeliggjort. Jeg var henne og blive testet i dag et mindre sted og var overrasket over hvor meget der lugtede af sprit, selv udendørs.
      Jeg synes desværre det er et bevis på at hvis man vil finde fejl, så finder man fejl, koste hvad det koste må.

  7. De politikere vil skide på de kærlige forældre der bare lige mangler lidt hjælp og nu kommer de i klemme i det her mareridt og bukker under og begår selvmord pga af alt det her og behandlingen fra kommunen‍♀️‍♀️‍♀️ Vi bliver virkelig behandlet som de værste kriminelle men det er da bare såååååååå pisse ligemeget I er fucking sindssyge i politikere.. Hvad fanden er det for et land vi efterhånden lever i

  8. Tak, Monica, for at råbe op over for vores overformynderiske statsminister. Du er på børnenes side mere end hun er. Selv om hun muligvis mener det godt, er sætter hun flere børn i fare, end hun beskytter. Udfordringen med at dele børn op i to kasser – de “udsatte” og de “handicappede” – er, som du selv er inde på, at hvis man har en uopdaget (eller ukendt) diagnose, så vil man meget nem falde i den forkerte kasse. Der kan jo også være problemstillinger af begge slags i en familie. Jeg synes hellere, man skulle tale om børn med særlige behov over én kam, men til gengæld kigge efter ressourcerne i barnets familie. Indsatsen for et givet barns behov skal primært støtte op om det, forældrene gør rigtigt. Er der intet potentiale, må barnet anbringes. Børn med funktionsnedsættelser skal ikke have de samme indsatser som børn af misbrugere, men udgangspunktet skal være empati med barn såvel som familie.

  9. Det er så dybt alvorligt bekymrende at mit hjerte allerede er knust med tanke på alle dem der rammes af at børn ikke får den nødvendige hjælp og støtte ; familier der smadres fordi vores samfund nu endnu mere bliver ET SURVIVAL OF THE FITTEST. Og alle de forældre der kæmper op ad bakke for deres børn og samtidigt skal frygte en stat der vil spare penge og vil tage børn fra det eneste sted de bliver elsket set og forstået

  10. Tænk tilbage på 80’erne kære politikere, der var det også ‘ind at tvangsfjerne børn børn og tvangsfjerne medicinere dem tænk hvor mange børn der blev smadret der og deres familier. Prøv at gå tilbage og læs nogle af de avis artikler der blev skrevet dengang.
    Min lillebror var en af de børn, dengang som ‘systemet’ ville fjerne, og mine forældre og søskende måtte flygte med ham til et andet land. Hvor det blev konstateret at han var ordblind og allergisk for nogle farvestoffer som gjorde ham hyper aktiv. Senere som voksen har han så fået diagnosen Asbergers Syndrom.
    Min mor har senere fået en mundtlig undskyldning fra den daværende kommunal direktør, men hvad hjælper det? Vores familie blev splittet, og de skulle igennem så mange ting der har sat sig sine spor i os alle. TÆNK JER OM POLITIKERE!
    I skal bare være SÅ sikre i jeres sag og den skal være SÅ underbygget før i fjerner børn fra deres forældre/søskende/hjem.

  11. Det værste er at en paragraf 50 undersøgelse udføres af en sagsbehandler/team som kan have en mening og ofte drejer sagen hen, hvor personen/gruppen ønsker det. Der trækkes sætninger ud af forskellige dokumenter og sættes sammen til ny udokumenteret dokumentation, gamle dokumenter hives frem som kan være over 10 år gamle, der fokuseres på fortid og problemer – og ikke nutid, ressourcer og muligheder – børnenes behov og ønsker tilsidesættes eller kommer aldrig i spil – og lovgivning overholdes ikke.
    Sådan er det ihvertfald i Holbæk kommune / børneindsatsen.
    Det har vi fornyeligt oplevet.
    Skræmmende at de har så meget magt som de desværre har.

  12. Tak Monica! Et utroligt vigtigt perspektiv. Selv er jeg stædig traumatiseret over at for mange år siden have blevet indrapporteret til kommunen af skole og børnehave i stedet for at blive tilbudt professionel hjælp til min søn. Resultatet blev at jeg lukkede ned for tillid og åbenhed, og prøvede at gemme hans `særligheder´ og min egen udbrændthed. Jeg lærte senere at manipulere systemet og vi har det godt i dag, men ingen skal være nødt at leve som vi gjorde. I frygt for dem jeg troede skulle hjælpe os.

  13. Lever vi i et dystopi?

    Det jeg oplever i nuet og i PTSD-agtige flashbacks, minder efterhånden om det.

    I min familie ville man da jeg var barn, for alt i verden, være “normale”.
    Jeg opfandt begrebet “sideforklaring” til at forklare min mors forstadsagtige super-evne til at se på det andet, vende tingene om – få solen til at skinne, selv i dyb mørke.

    Sideforklaringen eller Dystopien, føles nu omfattende.
    Er det en pandemi? Den ser ud til at have smittet bredt?

    Endnu et skænderi med min livs kærlighed, har passeret her til morgen.
    Emnet: Tage vores og vores søns sag op, eller komme videre.
    Det sidste er fristende, men jeg har ikke mere troen på, at det hjælper hverken os som familie eller andre, herfra og frem.

    I dystopien, er død eller offentlig udstilling ofte resultatet – især i de gamle film (f.eks. Fagre-Nye-Verden)… I de nye spores der et håb: f.eks. I The-Hunger-Games og Divergent. Man kan ved at kæmpe indaædt og evigt, gøre en forskel og se sig selv i spejlet…

    Måske er det også det sidste: “kunne se sig selv i spejlet” der går igen…. Og som når man er forælder er den værste: nå man ikke vil svigte ens barns tillid, uanset de dystopiske konsekvenser.

  14. Kære Monica.

    Super godt beskrevet. Jeg følte nøjagtigt det samme da statsministeren tonede frem.

    Da min søn ikke udviklede sig normalt allerede fra 7 måneders alderen, blev jeg indberettet til kommunen.

    Det var lige oppe over… Nu er det 25 år siden, – men det huskes som mit livs gyser, bare det, at gyseren varede 3 år før han fik sin diagnose: infantil autisme med middelsvær mental retardering.

    Tak, fordi du er der Monica. og sætter dig foran!- Er lidt sent ude med denne kommentar, vil se på de mere aktuelle.

Skriv et svar til Adele Ja Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *