Hvorfor græder mor?

I morgen skal jeg køre vores store søn på efterskole. Store søn, ja det er Kristoffer blevet. Det er nok en af de ting, der virkelig for alvor er gået op for mig. I mandags slog det mig som en kæmpe hammer lige i hjertet, hvad det egentlig indebærer, at han tager på efterskole. For det første, at vi skal savne ham i 10 måneder. For det andet, at det jo er den vej, det går med vores børn, om jeg vil det eller ej. At vi kun har vores børn til låns for en tid. Selvom den tid indtil nu har virket som for evigt. Misforstå mig ikke. Jeg nyder virkelig at have store børn. Alle aldre har virkelig deres stjernestunder.

De sidste dage har været nogle forfærdelige tudedage. Jeg har holdt mit tuderi for mig selv, selvom børnene er vant til, at mor græder: Græder af grin, græder af Familien på bryggen, græder når der sker noget med dyr, græder over ukomplicerede amerikanske serier, og jeg kunne blive ved. Men lige nu holder jeg tårerne for mig selv. Mest for ikke at påvirke Kristoffer i en negativ retning. Han er jo, forståeligt nok, nervøs for at starte på efterskolen. Så han har ikke brug for en mor, der går og tuder. Derfor peger pilen også på, at det er mig, der skal køre Kristoffer på efterskolen. Af rene taktiske årsager. Kristoffer får lettere ved at sige farvel og sende mig ud af døren, for det er alt for pinligt med en mor, der står og tuder.

Jeg har taget godt fat i mig selv og spurgt; “Monica, hvad græder du for? Han kommer jo hjem igen”. Så jeg har virkelig gravet efter svaret på, hvorfor jeg er så pokkers sprød. Jeg er kommet frem til, at der er noget symbolsk. Vi skal som forældre i princippet sige farvel til vores lille barn. Og jeg er ikke god til at sige farvel. Da jeg var barn, græd jeg, når mine forældres gæster skulle hjem. Jeg kan græde, når jeg lukker døren til hotelværelset efter en weekend med Søren. Jeg kan græde, når en god serie er slut. Jeg er bare rigtig dårlig til farveller. Nu skal jeg så sige et ret stort farvel. Puha. Men jeg skal huske mig selv på, at jeg samtidig skal sige goddag til en selvstændig ung mand. Og jeg er god til goddag’er. Jeg skal værne om og glædes over alle minderne og glæde mig over alt det, der venter ham ude i livet. Jeg håber med alle celler i min krop, at det bliver så fantastisk fedt for ham.

Efterskole er ikke det eneste, vi som familie står over for. Vores liv bliver kastet ind i en tornado den næste tid. Sarah er ved at blive screenet på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling pga mistanke om en depression. Så vi skal også på rundvisning på deres dagsindlæggelsesafsnit. For en dagsindlæggelse er muligvis det, der kommer til at ske. 

Søren skal tilbage fysisk på arbejde, efter at have arbejdet hjemme i ca 1,5 år pga corona. Som om det ikke var nok, så skal jeg til at gå på arbejde igen fra 1. september. Altså et arbejde ved siden af at være koordinator for tre børn med diagnoser hjemme. Jeg har været på orlov i 5,5 år. Det er simpelthen 5,5 år siden, at jeg måtte sygemelde mig, fordi Kristoffer havde så meget skolevægring og måtte udredes.

Det er enormt angstprovorende, selvom jeg har holdt hjernen i gang med mange ting i de år, herunder min handicappolitiske kamp. Den fortsætter jeg selvfølgelig med. Den brænder jeg for. Men jeg skal også ud og fungere på en arbejdsplads igen. Ved siden af alt det herhjemme. Måske er jeg bange for, hvordan det skal gå? Måske kommer tårerne også derfra.

Ligesom med Kristoffer, der skal på efterskole, tager jeg fat i mig selv og siger, at det skal nok blive rigtig godt at komme i gang igen. Og så krydser jeg fingre, tæer, arme og ben for, at alt med børnene bare fungerer. At Kristoffer bare stor trives på efterskolen, og at Sarah bliver glad for at gå i skole igen (hun har haft skolevægring siden foråret). Og Emma….ja selvom hun har flest diagnoser i sin rygsæk, så er hun den af de tre, der faktisk fungerer bedst, når bare hverdagen er, som den plejer. 

Jeg holder godt fast i optimismen. Vi skal nok lande benene….

9 Replies to “Hvorfor græder mor?”

  1. Lidt af en tørretumblertur hvor tingene kastes i forskellig retning på en gang. Håber alt kommer ud i god stand. Meget forståelige følelser. Tak for at være sårbar og dele og pøj pøj med det hele!

  2. Husk det er ikke et farvel, men på gensyn.
    Vi sendte vores ældste på efterskole sidste år, han tager afsted igen i morgen og han glæder sig meget.

  3. Jeg kan genkende det hele – især angsten for at vende tilbage på arbejdet efter sygemelding, corona og kampene med systemet

  4. Virkelig genkendeligt.
    Nogle af tårerne skyldes nok også overbelastning gennem så mange år
    Håber din søn ‘kommer godt afsted’ og at du får en god opstart på jobbet
    Og ikke mindst TAK fordi du sætter ord på de ting jeg og mange andre bøvler med og gør en kæmpeindsats i #enmillionstemmer

  5. Nu fik du også mig til at tude ♥️
    Det må virkeligt være både skræmmende og spændende på en og samme tid.
    MEEEN You got this
    På en måde indikere det jo ægte, at succes potentialet foreligger stærkt derude rundt op hjørnet, når først hele cirkusteltet er kommet op og stå og cirkusgæsterne har sat sig på deres pladser. Du er sej

  6. Succes potentiale, sikke et godt ord.

    Jeg er sikker på at der kommer en masse godt ud af det. Selv om jeg ved det kan være hårdt. Det vores børn får med sig fra efterskole ophold, findes kun der og er guld værd. Vi kan give vores børn meget og noget skal de hjemmefra for at få. Vii hører om alle de oplevelser og glæder de har undervejs, det er også en gave både til vores børn og til os. Tak fordi du deler❤️

Skriv et svar til Monica Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *