Kan landets mest sårbare borgere undgå corona? Svesken på disken.

Så sidder jeg her på Kristoffers skole. Det lykkedes med kraftig overtalelse at få ham ud af døren. En bedrift i sig selv. Nu skal børnenes nye hverdag i gang. Det føles rart og enormt utrygt på samme tid. Rart fordi det på en måde er kendt, selvom det alligevel er så anderledes. Sprit, afstand, nye pladser og andre grupper. Utrygt, fordi det samtidig er nyt, og fordi vi ikke ved, hvad der venter os om 1 uge, 2 uger….

Vi har ikke været det mindste i tvivl om, hvorvidt Kristoffer skulle i skole i dag. Han har alligevel været i nødpasning før påske. Det var vi nødt til grundet hans mentale tilstand. Det er mere vores piger, særligt Emma, vi har været i tvivl om. Læs videre “Kan landets mest sårbare borgere undgå corona? Svesken på disken.”

Den farveløse psykiatri og det hemmelige rum.

Mit indlæg i dag indeholder nogle spørgsmål, som jeg håber, på et tidspunkt vil blive besvaret.

Mit første spørgsmål er, hvorfor skal psykiatrien virke så kold? Mine tidligere oplevelser med psykiatrien har været positiv. Men indtil nu har vi faktisk også kun fået foretaget udredninger privat. Det er jeg virkelig glad for nu. For det har så ikke været det, der bliver talt om, når der tales om psykiatrien. Nu har vi stiftet bekendtskab med psykiatriEN. Den offentlige psykiatri. Måske er det for generaliseret. Men min oplevelse er: Alt er hvidt, klinisk, tomt, u-hyggeligt. Det runger, når dørene lukker og bliver låst. Hvorfor skal det være sådan? For mig virker det ulogisk. Når man har det dårligt psykisk, er der vel netop brug for at mærke varme, omsorg, hygge og noget hjemligt. Men man kommer ind til det absolutte modsatte? Hvordan kan det være godt? Kan farver da gøre mennesker mere syge? Det har jeg svært ved at tro. Jeg forstår det ikke. Læs videre “Den farveløse psykiatri og det hemmelige rum.”

Corona-dagbog dag #23-25 – Der findes flere slags ensomhed

Dag #23-25

Mens mange lige nu er isolerede fra andre mennesker, savner fysisk nærvær, oplever fysisk ensomhed, så føler vi os meget mentalt ensomme herhjemme. Det er der også mange andre, der gør, men den ensomhed vi står med, er ubeskrivelig. Det er ikke ensomhed, der kan dulmes med et facetime-opkald eller en telefonsamtale. Det er virkelig svært for mig at sætte ord på, men jeg vil alligevel prøve. For min fornuft siger mig, at vi ikke er alene om den ensomhedsfølelse. Læs videre “Corona-dagbog dag #23-25 – Der findes flere slags ensomhed”

Corona-dagbog dag #21-22 – Vi skal synge så højt, at ingen aldrig glemmer

Dag #21-22

De sidste par dage har været en konstant rutchetur i følelsesregisteret. Lige nu er øvelsen at være her nu, når det går godt, for om 1 minut kan det gå direkte nedad i frit fald. Lade være med at være i en bekymring om fremtiden. For det koster på ressource-kontoen. Og lige nu har vi brug for alle kræfter.

Dagene har været fyldt med bekymrende telefonsamtaler og møder.

Derfor har jeg glædet mig så meget til i dag, hvor musikvideoen til #enmillionstemmers officielle sang – ENMILLIONSTEMMER, skulle udkomme. Et kæmpe lyspunkt.

Vi sad klar kl 8, hvor Youtube simpelthen lavede countdown til release. Ret cool.

Jeg er så stolt over min mand. Se videoen her:

https://youtu.be/ROao1bBw7Zw

Jeg ønsker mig, at mange vil lytte. Jeg håber, at mange vil synge med. Jeg håber, den når langt ud og højt op. For den beskriver bare så fint, hvad det vil sige, når livet slår en kolbøtte – “Når et liv slår ned”.

Jeg synes, I skal se teksten. For den er så smuk og rørende:

“Endeløse nætter har jeg grædt
Men jeg skjuler det
Jeg hænger ikke sammen, Jeg er træt
Hvis “de” bare ku’ se?

Jeg græder over det som ikke var,
Det som ikke blev
Jeg smiler over alt det som jeg har

Enmillionstemmer
Vi skal synge så højt at ingen aldrig glemmer
Hvad det er vi går og kæmper med
Et værdigt liv
Et alternativ
Enmillionstemmer

Tænk hvis du med et blev en af os
Hvis et liv slog ned
Så skulle du og dine lære at slås
For retfærdighed

Et råb er meget højere i et kor
Så syng med os
Og lyt til alle stemmerne som gror

Enmillionstemmer
Vi skal synge så højt at ingen aldrig glemmer
Hvad det er vi går og kæmper med
Et værdigt liv
Et alternativ
Enmillionstemmer

Og vi fyldes op af håb
Som et varmende lys i nat
og når vi står sammen
er der ingen helt forladt
er der ingen efterladt

Enmillionstemmer
Vi skal synge så højt at ingen aldrig glemmer
Hvad det er vi går og kæmper med
Et værdigt liv
Et alternativ
Enmillionstemmer
Vi skal synge så højt at ingen aldrig glemmer
Hvad vi kæmper med
Enmillionstemmer
Vi skal synge så højt at ingen aldrig glemmer
Hvad vi kæmper for…”

Corona-dagbog dag #18-20 – er lyset for enden af tunnelen håb eller et modkørende godstog?

Dag #18-20

Herhjemme overlever vi lige nu i højeste alarmberedskab. Vi spiser adrenalin og stress morgen, middag og aften og går på nåle. Vi aner ikke, hvad hver dag bringer, og den slutter først, når alle sover. E-mails og telefonsamtaler med fagpersoner fylder, og Søren og jeg kommunikerer primært via sms herhjemme. For der er ører alle vegne. Det er så hårdt at være gennemsyret af tristhed og samtidig skulle være tilstede og være munter med børnene. Læs videre “Corona-dagbog dag #18-20 – er lyset for enden af tunnelen håb eller et modkørende godstog?”

Corona-dagbog dag #15-17 – Vi er i krise, alle er i krise ud af det blå

Dag #15-17

Jeg har været lidt stille herinde de sidste par dage. Af hensyn til vores søn og vores familie kan jeg ikke fortælle mere. Men jeg kan fortælle, at vi troede, at vi havde oplevet vores. Og det er meget. Men vi var åbenbart ikke færdige med at modtage livets mavepustere. Læs videre “Corona-dagbog dag #15-17 – Vi er i krise, alle er i krise ud af det blå”

Corona-dagbog dag #13 og #14 – diagnoser forsvinder ikke, fordi der er corona-krise

Dag #13 og #14

Det var en ret fin dag i går. Vi var allesammen oppe på marken og spillede frisbee. Søren, Kristoffer og Sarah spillede, mens Emma og jeg stod på stien og heppede. Det var skønt med noget glæde, og solens varme i ansigtet.

Vi lavede gymnastik allesammen, Emma fik lavet udstrækningsøvelser, mens vi så højtlæsning på computeren, og Sarah og jeg lavede mave- og armbøjningskonkurrence. Der var også god stemning, mens der blev lavet både dansk og engelsk.

Til middag havde Søren brilleret med sin nye køkkenmaskine – en sous vide. Ifølge Søren, ved ALLE, hvad det er, undtagen mig. Så jeg behøver ikke at skrive, hvad det går ud på? Men det smagte virkelig godt. En fredagsmiddag på en tirsdag. Hvor heldig har man lov at være, som Emma plejer at sige. Læs videre “Corona-dagbog dag #13 og #14 – diagnoser forsvinder ikke, fordi der er corona-krise”

Corona-dagbog dag # 11 og #12 – om selvskade, en forstuvet hofte og drømmen om at blive beamet væk bare for et sekund

Dag #11 of #12

I går nåede jeg desværre ikke at skrive dagbog. Det var søndag men bestemt ikke hviledag.

Vores lille hund Jackson har haltet on/off den sidste uges tid. Men i går blev det så slemt, så han slet ikke kunne stå på sit venstre bagben. Han måtte derfor bæres rundt. Kristoffer havde endnu en dårlig dag. Men da solen gik ned, gik jeg ud med Sarah og Kristoffer og gyngede og spillede “Mur”. Det var virkelig hyggeligt.

Om aftenen så vi “no-brainer” fjernsyn: Et nyt amerikansk koncept inden for dating, hvor folk bliver gift med nogen, de aldrig har set. Dejligt afslappende. Vi er simpelthen så trætte hver dag, så vi gik tidligt i seng.

Vi havde nået at sove en halv times tid, da vi blev vækket af Kristoffer. Han havde slået sig selv i hovedet og havde ramt sin næse hårdt. Jeg gik med ham ind og sad et stykke tid med ham. Han var virkelig ked af det. Ked af, at han gør, hvad han gør. Han når ikke at tænke. Han fortalte også, at da vi tidligere på aftenen havde været ude og spille bold, var han blevet vred over, at jeg og Sarah grinte, så han også havde haft lyst til at slå sig der. Men han tøjler sig foran Emma og Sarah. Læs videre “Corona-dagbog dag # 11 og #12 – om selvskade, en forstuvet hofte og drømmen om at blive beamet væk bare for et sekund”

Corona-dagbog dag #9 og #10 – “one big happy (handicap) family”

Dag #9 og #10

I går pjækkede jeg fra dagbogen. Det havde jeg mentalt brug for. Min hjerne havde brug for ro. Det er simpelthen sådan en underlig tid, hvor dagene flyder rundt imellem hinanden. Ingen fikspunkter, intet bestemt at se frem til. Den samme dag, hver dag.

Men I skal da alligevel have en lille opdatering. For der sker da trods alt noget. Læs videre “Corona-dagbog dag #9 og #10 – “one big happy (handicap) family””