Så blev min bog færdig!!

Nu er det vist på en tide med en lille statusopdatering vedrørende min bog:-)

Den er færdig!! Det er simpelthen for vildt. Og lidt svært at forstå. Det har været en fantastisk proces, først at skrive og derefter redigere sammen med dygtige mennesker. Jeg troede aldrig, den ville blive færdig. Men nu er den altså sendt til trykkeriet.

 

Jeg ved ikke, hvor lang ventetid der er på at få den trykt. Lige så snart jeg har den, melder jeg ud. Så vil den kunne købes hos mig.

Officielt vil den blive udgivet 1. februar 2019. Derefter vil den også kunne købes andre steder. Den næste tid skal gå med at få fat i relevante anmeldere, patientforeninger og fagpersoner. En masse markedsføring. Jeg er så spændt på, hvordan den vil blive modtaget.

Nyt om min bog “SEJE MOR – En fortælling om livet med 3 børn med særlige behov”

I søndags fik jeg endelig set maleriet, som skal pryde forsiden af min bog. Det var fantastisk at mærke det og se alle detaljer tæt på. Det er blevet, lige som jeg drømte om, og mere til. Det har været en enormt rørende og spændende proces at skabe et billede, der skal føre læseren ind i min bog. Rebecca Reinhardt har bare ramt plet.

Maleriet kom med hjem, for i dag skulle det en tur forbi fotografen, så der kunne tages billede af det til forsiden. Det gik hurtigt, og resultatet blev bare så flot. Se lige:

Derefter skulle jeg hjem til grafikeren og gennemgå alle nye rettelser og tilføjelser, snakke billeder i bogen og udseende generelt. Også meget spændende. Sikke mange ting, jeg pludselig skal tage stilling til, som jeg aldrig tidligere har skænket en tanke. Hvilken papirtype? hvilken skrift er mest læsevenlig? Præcis hvor skal fotos sættes ind, så de passer bedst med teksten? Nu ligger bolden igen hos grafikeren, der nu skal lege med at få titlen ind i billedet. Glæder mig til at se, hvad hun kommer med.

Nu ligner det en bog

I dag skal jeg læse endnu en omgang korrektur på min bog. Den har været i hænderne på en super dygtig grafisk designer, Karin Bonnesen, der har sat bogen op og indsat billeder. Den bliver simpelthen så flot. Men der sniger sig hurtigt små sjove ændringer ind, når en bog er sat op, såsom spøjse orddelinger. Så jeg må i gang med tættekammen. Efter efterårsferien kan jeg aflevere mine ændringer og billedet til forsiden. Det er så spændende!!