Velfærdsstaten Danmark har brug for et grundigt serviceeftersyn.

Der har godt nok været fart på i det lille hjem her på det sidste. Altså en anden slags fart, end der plejer, for opmærksomheden omkring min bog SEJE MOR har været overvældende stor.

Interview med Frederiksborg Amts Avis, der endte ud i to flotte artikler. Den ene om min bog:  https://sn.dk/Fredensborg/Mor-til-tre-skriver-bog-om-tabuerne-og-den-store-livsglaede/artikel/808998?fbclid=IwAR1mnsI6G5CvTxBFBgT3OBRjCngiPBouIdqZbNnaMBLEKkQ4g8uspCQk_CU

Og den anden om et af mine budskaber med bogen: https://sn.dk/Fredensborg/Sej-mor-med-opraab-Taenk-handicaphjaelp-som-et-livslangt-samarbejde/artikel/808996?fbclid=IwAR11HUuE8W8G6k_RGViBPt-hLahd5vpcSNw_3AJ5D42MaGm5LzYp3FktoOk

Det førte så til et langt interview med Politiken, der endte ud i endnu en super artikel, som desværre er bag betalingsmur: https://politiken.dk/indland/art7013460/%C2%BBDet-kr%C3%A6ver-enorme-kr%C3%A6fter-at-st%C3%A5-p%C3%A5-sin-ret%C2%AB

Et af hovedbudskaberne med min bog er netop at gøre opmærksom på, hvad det kræver pludselig at blive pårørende. Der er hele det følelsesmæssige, og så er der alt det praktiske i forhold til at søge om den nødvendige hjælp. Men når det desværre er et kæmpe arbejde i sig selv at søge om den nødvendige hjælp, så bliver grænsen mellem det følelsesmæssige og det praktiske flydende.

Da jeg skrev bogen, havde jeg en fornemmelse af, hvad bogen kunne bruges til. Og min fornemmelse har været rigtig. For ud over at inspirere andre forældre til at finde glæden i livet, kan bogen bruges som springbræt for handicappolitiske diskussioner. Og jeg elsker at diskutere politik. Jeg elsker endnu mere, når der kommer noget ud af diskussionerne.

Da vi blev kastet ind i verden som system-afhængige, blev jeg rådet til at blive en rejekælling. For det var vejen frem til at få hjælp. Men jeg har aldrig lært at blive en rejekælling. Og faktisk tror jeg, at man kommer længere med diplomati og gode argumenter. Og det er jeg så i gang med. Min mission: At gøre opmærksom på den manglende retssikkerhed på handicapområdet.

Der er store forskelle fra kommune til kommune, og der bliver truffet mange forkerte afgørelser. Ankestyrelsens omgørelsesprocent taler for sig selv: For børnehandicap var omgørelsesprocenten steget fra 46 % i 2016 til 52 % i 2017. PÅ socialområdet generelt var omgørelsesprocenten steget fra 37 % i 2016 til 38 % i 2017. Hvad er årsagen til disse høje tal? Er det manglende viden og ekspertise i kommunerne? Eller er det en måde at spare penge på? Set med mine øjne er det et spørgsmål om pest eller kolera. Set med mine øjne vil første skridt være at fjerne handicapområdet fra kommunernes budgetter. Både voksne og børn. Når en borger så søger om et ståstativ, skal sagsbehandler kun vurdere objektivt og fagligt, om borgeren lever op til betingelserne for at få dette hjælpemiddel, og ikke om det antal, der var råd til det år, allerede er bevilget. Det vil fjerne kommunernes tilbageholdenhed med at visitere til nabokommunens dyre specialskoletilbud, og mon ikke det vil gavne lysten til vidensdeling mellem kommunerne? Sagsbehandlingen kan stadig foregå tæt på borgeren.

Jeg er i gang med at smede en masse jern: Jeg har skrevet til Mai Mercado – 2 gange, Mette Frederiksen, Jacob Mark og Socialudvalget. Intet svar. Om det skyldes tidspres eller arrogance…tja. Nu har jeg grebet fat i Danske Handicaporganisationer som den overordnede organisation i håbet om, at de vil indkalde til et møde med os, med ansigterne og historierne, for at gøre det synligt, hvor stort problemet er.  For mængden af ansigter og historier drukner lige nu i diagnose og kommune opdelte foreninger og facebookgrupper.

En velfærdsstat er en stat, der varetager en række funktioner, der har som intention at fremme velfærden for landets borgere. Målsætningen er lige adgang til en række offentlige tilbud, f.eks. på uddannelsesområdet samt et retskrav på kompensation for indtægtstab, f.eks ved arbejdsløshed eller sygdom. Dette er definitionen i Wikipedia.

Min opfattelse af en velfærdsstat er en stat, der tager sig af de svageste i samfundet og sikrer lige adgang til hjælp.

Jeg har lavet en lille matematikopgave med opdigtede navne, men med en realistisk situation, som i nogle kommuner ender med det ene udfald og i andre kommuner med det andet udfald. Det er et problem. Et nationalt problem.

Worst case scenario:  Martin går på byens store folkeskole. Han har svært ved at sidde stille i timerne, er udadreagerende og deltager ikke i timerne. Hans forældre har begge et almindeligt 37 timers arbejde. Martin har to søskende. Situationen bliver værre og værre, og Martins forældre bliver kontant indkaldt til møder om Martins dårlige opførsel og trivsel. Martins forældre bliver stressede, for de kan ikke passe deres arbejde, da de ikke kan få Martin i skole. Eller de bliver ringet hjem. De ved ikke, hvordan de skal hjælpe Martin. En dag bliver Martins mor fyret fra sit arbejde. Skolen har nu endelig gjort PPR opmærksom på, at der er et problem. Men PPR vil ikke henvise til udredning, for Martin virker ikke som om, han har en diagnose. Martins forældre er nu overbeviste om, at Martin har en diagnose, men fordi Martins mor er blevet fyret, har de ikke råd til selv at betale for en udredning. En dag bliver Martin bortvist fra skolen, da han har truet en klassekammerat med en kniv. Martins forældre er slidt fuldstændigt ned og bliver skilt. Martins mor har fået en depression og er nu sygemeldt. Martin får aldrig taget sin 9. klasses eksamen. Han starter op på sin nye karriere: Kriminalitet og selvmedicinering i form af hash. Ingen har reageret og hjulpet Martin og hans familie. Og hvad sker der med Martins to søskende? Set med økonomiske øjne har kommunen sparet nogle penge i de år, hvor de ikke bevilgede nødvendig hjælp til familien eller visiterede Martin til egnet skole. Men på lang sigt ender denne historie med et kæmpe minus for kommunen og senere for Staten.

Sådan skal det være: Skolen reagerer tidligt og tager fat i PPR. Der sidder en ekspert med viden om angst, skolevægring, ADHD og autisme. PPR medarbejderen tager straks fat i Martins forældre og igangsætter en undersøgelse. Mens undersøgelsen foregår tilknyttes en ekstra person på Martin, og forældrene har tilknyttet rådgivning ved PPR.  PPRs undersøgelse ender ud med en udredning, der igen ender ud med flere diagnoser. Da kommunen tænker på den bedst mulige hjælp til Martin og hans forældre, bliver Martin nu henvist til bedst egnede behandlingsskole. Martins forældre får tilkendt tabt arbejdsfortjeneste for at kunne overleve som familie og mister dermed ikke deres arbejde. De kan derfor også pleje deres ægteskab og stå sammen om at hjælpe Martin. Martin får en flot 9. klasses eksamen, bliver optaget på en håndværkeruddannelse og ender med sit eget firma. Nu kan Martin betale skat og dermed betale nogle af de penge tilbage, som det kostede at visitere ham til behandlingsskolen. Begge Martins forældre kan gå tilbage til deres 37 timers arbejde og betale fuld skat igen og betale deres tabte arbejdsfortjeneste tilbage.

Hvilket regnestykke kan politikerne bedste lide?? Politikerne må gøre op med sig selv, om Danmark stadig skal være en velfærdsstat.

 

 

 

 

 

Kender du HURTIGHEDSPRINCIPPET?

I dag fik jeg en besked, som har inspireret mig til at skrive dette indlæg. Om jeg har tænkt på, hvordan vores børn havde været stillet, hvis de havde været kriminelle? At der ville være mere hjælp at hente? Det har jeg godt nok ikke. Men, der kan være noget interessant i at køre lidt videre med den tankegang. For sager om handicap og sager om kriminalitet kan sidestilles på den måde, at der er mange følelser involveret. Begge typer sager kræver en afgørelse og handler hovedsageligt om mennesker og menneskers skæbne. Så der kan godt til en vis grad foretages en sammenligning. Læs videre “Kender du HURTIGHEDSPRINCIPPET?”

Det går godt FORDI…..

I dag stod den på besøg i ADHD-ambulatoriet med vores ene datter. Hun går til kontrol hvert halve år, hvor hun bliver målt, vejet, får målt blodtryk og snakker trivsel. Inden en kontrol har skolen udfyldt et skema, hvor man sætter ring rundt om et tal ud fra et udsagn. Tallene går fra 0-3, hvor 0 er noget barnet aldrig gør, og 3 er noget barnet gør hele tiden. Et eksempel på et udsagn er: ”barnet bliver let afledt og distraheret”. Læs videre “Det går godt FORDI…..”

Den stressede glemsomhed

Efter en ualmindelig skøn efterårsferie er jeg nu tilbage i Danmark og her på bloggen. Vi har været oppe i vores lille røde hus i Sverige. Vores skønne lille oase, åndehul, stikkontakt. Der bliver vi næsten en normal familie, eller vi føler os mere som en normal familie. Og hvad er så det? Jo, det er en familie, der ikke tænker på handicap, selvskadende adfærd, psykologer, psykiatere, hjælpemidler, fysioterapeuter, hjemmepassere, aflastning, osv. Hvad tænker vi så på? I stedet tænker vi på: Hvad skal vi have til morgenmad? Hvad skal vi spise til frokost? Hvad skal vi spise til aftensmad? Hvilket spil, skal vi spille? Har vi købt nok slik? Hvilken film skal vi se om aftenen? Er der stjerner på himlen, når solen går ned? Og hvilken rute, skal jeg gå med hundene morgen og aften? Simple, ukomplicerede og glade tanker. Læs videre “Den stressede glemsomhed”

Skolevægring fortsat

I går fik vi besøg af TV2 nyhederne, der nu sætter fokus på skolevægring. Det var lidt sjovt, når jeg samme dag havde lavet et indlæg om netop skolevægring. Kristoffer var så enormt sej til selv at fortælle om at have skolevægring. At han helst bare ville være normal og gå i skole, men at han ikke kunne. I vores konkrete tilfælde endte det ud med angst, men han viste sig desuden at have en diagnose. Mange børn uden diagnoser bliver også ramt af skolevægring, og det hjalp dette indslag med at gøre opmærksom på. Nu håber jeg, at det vil give anledning til en nuanceret debat.

Mine børn lider af forkortelser

Dette indlæg er inspireret af min datters spørgsmål forleden dag. Jeg havde lige hentet hende i skolen, og på vejen hjem taler vi om hendes nye veninde, som åbenbart har ADD.  Min datter har selv ADHD. Min datter spørger mig, hvad ADD står for? Mit bedste svar lige der uden Google ved hånden var, at det er ADHD uden H, og altså uden hyper. Hvorefter min datter spørger, hvad ADHD egentlig står for? Jeg må bare være ærlig og svare, at det kan jeg simpelthen ikke huske. Hvor er det dog utilfredsstillende ikke at kunne fortælle sit barn, hvad hendes diagnose betyder uden at skulle ud i alle mulige forklaringer med, at det er noget med, at du ikke er så god til koncentrere dig, og du har svært ved at sidde stille, og du bliver hurtigt distraheret osv. ADHD står for: Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Blev jeg klogere? Hmm.. nej for hvad betyder Deficit? Det måtte jeg slå op. Det betyder “der mangler”, “underskud” eller “underbalance”. Læs videre “Mine børn lider af forkortelser”