Når dommens dag bliver aflyst – om at leve i evig usikkerhed

I går skulle have været dommens dag. Dagen hvor vi skulle til møde med skole og kommune, og hvor kommunen skulle vurdere, om vores søn kunne fortsætte på den behandlingsskole, han går på nu. De dage, og mange dage op til, kræver enormt mange mentale kræfter. Det fylder ubeskriveligt meget i vores tanker og underbevidsthed, for vi ved aldrig helt, hvad kommunen vil komme med. Og faktisk fylder de, selvom vi ved det. Så uanset hvad, så er de møder bare sindssygt hårde. Vi lever i en konstant usikkerhed for vores fremtid. Læs videre “Når dommens dag bliver aflyst – om at leve i evig usikkerhed”

Den stressede glemsomhed

Efter en ualmindelig skøn efterårsferie er jeg nu tilbage i Danmark og her på bloggen. Vi har været oppe i vores lille røde hus i Sverige. Vores skønne lille oase, åndehul, stikkontakt. Der bliver vi næsten en normal familie, eller vi føler os mere som en normal familie. Og hvad er så det? Jo, det er en familie, der ikke tænker på handicap, selvskadende adfærd, psykologer, psykiatere, hjælpemidler, fysioterapeuter, hjemmepassere, aflastning, osv. Hvad tænker vi så på? I stedet tænker vi på: Hvad skal vi have til morgenmad? Hvad skal vi spise til frokost? Hvad skal vi spise til aftensmad? Hvilket spil, skal vi spille? Har vi købt nok slik? Hvilken film skal vi se om aftenen? Er der stjerner på himlen, når solen går ned? Og hvilken rute, skal jeg gå med hundene morgen og aften? Simple, ukomplicerede og glade tanker. Læs videre “Den stressede glemsomhed”

Opfølgning på “Mit dilemmaliv”

Jeg vil lige følge op på mit indlæg “Mit dilemmaliv”, da vi nu har fået talt med vores søn.

Du kan læse indlægget her: “Mit dilemmaliv”

Min mand tog snakken med vore søn i søndags og forklarede ham, at vi havde lagt mærke til, at han var i dårligt humør, når han havde været i klubben, og om han selv havde kunnet mærke det? Vores søns første reaktion var, at så kunne han bare holde op med at gå der. Min mand holdt fast i, at det var nødvendigt at snakke om det, og at han ikke behøvede at stoppe helt. Min mand forelagde ham ideen om, at han kunne tage i klubben 1 aften om ugen i stedet for 2, og så se, om det gjorde en forskel. Min søns reaktion var at tage høretelefonerne på og lukke af. Læs videre “Opfølgning på “Mit dilemmaliv””

Mit dilemmaliv

Indtil for 1 måned siden havde min søn stort set ikke noget fysisk samvær med jævnaldrende. Han har i flere år lidt af skolevægring og angst, på grund af GUA og et forkert skolemiljø, hvilket blandt andet indebar, at han isolerede sig fuldstændigt. For 1,5 år siden blev han flyttet til en behandlingsskole, og det sammen med angstdæmpende medicin har lige så stille givet ham lyst til at være mere social. I starten foregik det sociale samvær online via forskellige spil, såsom Fortnite. Læs videre “Mit dilemmaliv”

Skolevægring fortsat

I går fik vi besøg af TV2 nyhederne, der nu sætter fokus på skolevægring. Det var lidt sjovt, når jeg samme dag havde lavet et indlæg om netop skolevægring. Kristoffer var så enormt sej til selv at fortælle om at have skolevægring. At han helst bare ville være normal og gå i skole, men at han ikke kunne. I vores konkrete tilfælde endte det ud med angst, men han viste sig desuden at have en diagnose. Mange børn uden diagnoser bliver også ramt af skolevægring, og det hjalp dette indslag med at gøre opmærksom på. Nu håber jeg, at det vil give anledning til en nuanceret debat.