Udgivet den

Har du lige 39 minutter? Så har jeg en god podcast til dig

Dette bliver et kort indlæg, men jeg er nødt til lige at dele dette.

Den 14. oktober var jeg inviteret i studiet af Peter Westermann for at fortælle om #enmillionstemmer og til en drøftelse af problemerne på handicapområdet. Det er altid spændende, om det på 39 minutter er muligt at kunne redegøre for noget så omfattende med så mange problematikker.

Nu er den ude, og jeg er faktisk virkelig tilfreds. For det lykkedes os at komme rundt om de væsentligste udfordringer.

Jeg håber virkelig, du vil lytte til den 🙂

Den er lige her: https://solidaritet.dk/ildsjael-1-enmillionstemmer/

 

Udgivet den

Alle skal sikres retssikkerhed – uanset hvem man er.

For omkring 2 år siden startede jeg denne blog. Der var jeg i gang med at skrive min bog og havde brug for at lægge følere ud: Hvad oplever andre pårørende med handicap inde på livet, hvad rører sig politisk på området, hvad er godt – hvad er skidt. Det var virkelig lærerigt og blev et vigtigt skridt, vigtigere end jeg dengang havde nogen som helst fornemmelse af.

Den 1. december 2018 kunne jeg stå med min bog “SEJE MOR” i hænderne. Og hurtigt måtte 2. oplag bestilles. Bogen udkom officielt 1. februar 2019. Læs videre “Alle skal sikres retssikkerhed – uanset hvem man er.”

Udgivet den

Hvorfor gør mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende ikke oprør?

Handicapområdet sejler. Det er der faktisk enighed om, selvom ikke alle vil indrømme, at de er enige. Det har sejlet i årtier med alvorlige menneskelige konsekvenser til følge.  I årtier er der blevet råbt på manglende retssikkerhed, postnummerlotteri og underfinansiering. Men intet er forandret. Kun til det værre. Hvorfor gør vi ikke oprør? Hvorfor er vi så pæne og taknemmelige? Tør vi ikke? Orker vi ikke? Hvad er vi så bange for? Nu er vi efterhånden så mange, der er samlet. Politikerne er begyndt at lytte. Pressen er begyndt at lytte. Skulle vi ikke tage og udnytte det momentum?

#enmillionstemmer

#nuerdetnok

 

Udgivet den

Jeg undrer mig….

Jeg undrer mig. Undrer mig over, at det er så svært at få befolkningen til at støtte borgerforslaget om socialerstatning. Et forslag der  – skåret ind til benet – omhandler muligheden for at få kompensation for tab, der skyldes offentlige myndigheders fejl på socialområdet. Så jeg har sat mig for at kaste nogle mulige forklaringer op i luften og smage på dem. Måske kan det få nogen, til at se fornuften i at støtte forslaget.

Situationen i Danmark er lige nu den, at de offentlige myndigheder (læs kommunerne) begår rigtig mange fejl på socialområdet. Det er ikke noget, jeg sidder og finder på. Det er skam virkeligheden, og der går ikke en dag, hvor der ikke er en ny historie i pressen om:

  • borgere, der får tvangsfjernet/anbragt deres børn på fejlagtigt grundlag,
  • borgere, der fejlagtigt er blevet erklæret raske på jobcentre
  • borgere, der fejlagtigt har fået frataget deres ledsagerhjælp
  • borgere, der bliver placeret på forkerte bosteder/institutioner og udvikler flere diagnoser
  • borgere, hvis sag bliver syltet i årevis og derfor medfører fysiske skader, ensomhed, angst, selvskade, arbejdsløshed, stress, depression mv., og jeg kunne blive ved.

Alle disse fejl har kun konsekvenser for én part: Borgeren og borgerens familie! Dybt alvorlige konsekvenser.

Jeg har i gruppen #enmillionstemmer delt historien om Maceo, der som 15-årig til sidst begik selvmord, og hvor Ankestyrelsen et år efter hans død erklærede kommunens afslag på den hjælp, Maceos forældre havde kæmpet for, ulovlig.

Jeg har fortalt om Dorte, der er døvblind, og som er på vej i fængsel, som hun selv beskriver det. Kommunen vil nemlig fratage hende 2/3 af hendes ledsagerhjælp. Når ledsagerhjælpen bliver frataget en borger, der ikke kan færdes uden for hjemmet alene, så fratager man borgeren friheden. Friheden til at være en del af samfundet. Forestil dig, at du kun kan komme ud af døren 12 timer om ugen, og du må så hardcore vælge, hvad der er vigtigt i dit liv?

Jeg har fortalt om Henriette, en ung mor med to børn, der fik en blodprop og blev lammet i hele venstre side. I denne sag har kommunen meddelt afslag på hendes ansøgning om et handicaptoilet og bad, idet Henriette bare kan skide diskret i soveværelset på en toiletstol og blive vasket i sengen.

Dorte bliver ikke rask, fordi kommunen tager hendes hjælp. Tværtimod vil Dorte få det dårligere. Maceo og Maceos forældre fik det ikke bedre, fordi kommunen ikke ville bevilge dem, den hjælp, de havde søgt om. Tværtimod er Maceo død, og hans mor er nu jævnligt indlagt pga blodprop i hjernen og mistanke om blodprop i hjertet. Hele Henriettes familie er ramt af, at kommunen ikke vil bevilge helt basal hjælp til en ung kvinde, der ikke bliver rask.

Dagligt hører jeg om borgere, der må ansætte advokater for at kunne finde rundt i systemet, og for at blive taget alvorligt. Det er desværre nødvendigt for at kunne få hjælp fra det system, der er skabt til at hjælpe. Et system, som vi allesammen betaler skat til i den naive forestilling om, at vi får hjælp, hvis vi får brug for det. Den opfattelse havde jeg selv, indtil vi fik brug for hjælp.

Kunne man forestille sig et sundhedsvæsen, hvor man måtte have en advokat med for at kunne blive behandlet for en blodprop, et brækket ben, kræft? Nej. Det ville da blive en sag ved Menneskerettighedsdomstolen, hurtigere end man kunne nå at blinke. Kunne man forestille sig, at man ikke kunne få erstatning, hvis lægen havde amputeret det forkerte ben? Nej da.

Men hvorfor er det nu så svært at overbevise befolkningen og politikerne om, at der da selvfølgelig også skal være mulighed for kompensation, hvis kommunen har begået en fejl, der har medført tab/konsekvenser for borgerens liv? Hvorfor er sundhedsområdet og socialområdet ikke ligestillet, når det gælder muligheden for erstatning for fejl?

Jeg tror, der er flere ting i det: For det første interessen – eller manglen på samme – for socialområdet/handicapområdet. Det er aldrig det, der vinder førstepladsen på prioriteringslisten. Det er ikke det, den brede befolkning interesserer sig mest for, på trods af, at de fleste faktisk er i berøring med det på den ene eller anden måde. Dette skyldes, tror jeg, igen den naive forestilling hos dem, der endnu ikke har haft brug for hjælp. Man tror, at selvfølgelig får man hjælp, hvis man har brug for det.

En anden ting er, at “handicap” er noget, der sker for naboen. Men igen er dette også naivt, for “handicap” kan ske for alle, hele livet igennem: Et færdselsuheld, en blodprop, en hjerneblødning, baby får for lidt ilt under fødslen, osv. Og det er den samme kamp for hjælp uanset årsagen til handicappet.

Det næste er, at mange nok ikke ser en kompensationsordning for løsningen på den virkelig dårlige fejlbehæftede sagsbehandling, der foregår ude i kommunerne. Løsningen er bedre sagsbehandling og mere viden. Og jeg er da helt enig. Men hvordan når vi derhen? Gid det var så let. Jeg har været lige så naiv og godtroende.

Radikale Venstre har før været ude med tanken om, at kommunerne skulle kunne straffes økonomisk for fejl. Jeg var imod det, for hvad hvis kommunen reelt ikke har pengene til at hjælpe borgeren? Kan det så bedre betale sig at træffe forkerte afgørelser og spare pengene, indtil Ankestyrelsen omgør afgørelsen? Og hvor skal pengene komme fra? Vil det ikke gå endnu mere ud over velfærden?

Nu, efter jeg har fået indsigt i, hvor grelt det står til derude, og hvor store konsekvenserne for borgerne er, har jeg pakket naiviteten væk. Jeg er stadig enig i, at målet er bedre sagsbehandling og overholdelse af grundlæggende lovgivning. Mit forslag om erstatning er så et af midlerne for at nå derhen. For der findes ikke en enkelt løsning på problemet. Og hvor skal pengene komme fra? Tja, de kan jo overholde lovgivningen: vejledningspligten, partshøring, klagevejledning, sagsbehandlingsfrister, give den rigtige hjælp i første omgang, osv. Og forslaget er meget bevidst ikke en straf/bøde. Det skal jo komme borgeren til gode. Så det er borgeren, der skal have noget tilbage og ikke kommunen, der bare skal betale en bod.

Dansk Folkeparti har nu fire gange fremsat et beslutningsforslag om kompensationsordning på socialområdet. Det sidste ligger lige nu og venter i Social- og Indenrigsudvalget på at blive færdigbehandlet. Så der er nogle politikere, der kan se fornuften i det. Men Venstre, Socialdemokratiet og Konservative stemmer imod. Hvorfor gør de det? Måske fordi de fleste borgmestre i landet er fra Venstre, Socialdemokratiet og Konservative??

Jeg håber virkelig, at du vil støtte borgerforslaget om socialerstatning. Der er brug for det!

Det kræver blot, at du indtaster NemId, bekræfter dit cpr.nr. og trykker støt. Og det er ganske anonymt.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04176

På forhånd tak.

#enmillionstemmer

Udgivet den

Hvor er retssikkerhedens vogtere, når det gælder handicapområdet?

Den 8. januar stod LOF Nordvestsjælland og DH Odsherred for et nyt debatmøde om den manglende retssikkerhed på handicapområdet. Programmet bød på to oplæg fra hhv mig og Emil Falster, og derefter var der paneldebat med et stærkt panel. Salen var fyldt til sidste plads, og alle fremmødte var yderst engagerede. Der er bred enighed om, at området sejler… eller nej, det sejler faktisk ikke mere, det er gået til bunds. Læs videre “Hvor er retssikkerhedens vogtere, når det gælder handicapområdet?”

Udgivet den

Handicapområdet er kejserens nye klæder

Den 12. december deltog jeg på Retssikkerhedskonferencen, der blev afholdt af Socialstyrelsen og Ankestyrelsen om retssikkerhed på handicapområdet. Et godt initiativ og en dag med mange interessante oplæg fra borgere og myndigheder.

Dagen sluttede af med en paneldebat med et panel bestående af mig fra #enmillionstemmer, repræsentanter fra Kommunernes Landsforening, Danske Handicaporganisationer, Aalborg Universitet, Dansk Socialrådgiverforening og Det Centrale Handicapråd. Jeg forsøgte på bedste vis at tegne et billede af, hvordan virkeligheden ser ud bag alle de fine statistikker og velmenende ord. For et er, hvordan systemet bør være, noget andet er, hvordan det i realiteten er. Det er kejserens nye klæder. Læs videre “Handicapområdet er kejserens nye klæder”

Udgivet den

Lidt om retssikkerhed og de 4 grundlæggende principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne

Danmark har et system, der er sat i verden for at hjælpe mennesker, der på grund af livsvilkår har brug for hjælp.

Systemet er bygget op om 4 grundlæggende principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne:

Ligebehandlingsprincippet, solidaritetsprincippet, sektoransvarsprincippet og kompensationsprincippet. Principperne omtales ofte som handicappolitiske principper:

Ligebehandlingsprincippet tager udgangspunkt i FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede. I Danmark blev disse principper godkendt ved en folketingsbeslutning i 1993, og princippet om ligebehandling af mennesker med nedsat funktionsevne med andre borgere har siden da været centralt i bestræbelserne på at skabe et samfund for alle.

Solidaritetsprincippet er udtryk for, at alle har et ansvar for at sikre, at mennesker med nedsat funktionsevne får de nødvendige ydelser, når behovet opstår. I praksis er det et led i solidaritetsprincippet, at ydelserne i vidt omfang finansieres af det offentlige via skattebetalingen.

Sektoransvarlighedsprincippet knæsætter det forhold, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Indsatsen over for mennesker med nedsat funktionsevne er derfor ikke kun en opgave for socialsektoren, men en opgave, der rækker ind på en række andre områder såsom for eksempel bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, undervisnings- og sundhedssektoren.

Kompensationsprincippet betyder, at en person med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang får kompensation for følgerne af den nedsatte funktionsevne. Kompensationen kan ske ved at gøre samfundets tilbud tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelser. Den kan også ske ved at stille særlige ydelser til rådighed, som specielt imødekommer den enkelte persons individuelle behov. Kompensationsprincippet vedrører kun de merudgifter, der skyldes den nedsatte funktionsevne, og ikke de udgifter som personen i alle tilfælde ville have haft (Kilde: Vejledning nr. 1 til serviceloven, Socialudvalget 2010-11 SOU alm. del Bilag 58),

De to primære love på området er retssikkerhedsloven og serviceloven.

Formålet med retssikkerhedsloven er:

  • sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,
  • fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,
  • forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse,
  • og fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.

Formålet med serviceloven er:

  • tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer.
  • at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte.
  • at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Det lyder virkelig godt det hele. Men dem, der bliver hjulpet bedst lige nu, er private socialrådgiveres og advokaters bankkonti. For det er der, mange ender med at måtte hente vejledning, rådgivning og støtte i kampen om den hjælp, som de sociale myndigheder er sat i verden for at levere. De sociale myndigheder har glemt, hvorfor de eksisterer. Det er ikke for deres egen skyld.

Hvor og hvorfor går det galt? Kigger man på de grundlæggende principper og lovenes formål og hensigter, så stemmer forventningen hos borgerne og lovene ret godt overens. Men forventning hos borgeren og virkelighed stemmer ikke overens. Og virkelighed stemmer ikke overens med lovenes formål. Så det tager ikke mange minutter at nå frem til, at det ganske enkelt er forvaltningen af lovene, den er gal med.

Men allerede her støder man på det første bump, for det virker ikke som om, forvaltningen vil indrømme, at det er her, den er gal. I stedet må vi høre på ansvarsfralæggelsestaler om, at der mangler penge, at loven må laves om, og at forældre forventer sidste nye model af en kørestol. Hertil må jeg svare, at jeg personligt tror, at pengene er der.  Men bliver pengene rent faktisk brugt på handicapområdet, eller fiser de over de kasser, hvor der er flere vælgere at please? Bliver de brugt på forkert struktur? Er der den tilstrækkelige viden om, hvordan pengene bruges bedst muligt? Manglende viden tager tid, og tid er penge. Er der reel vilje til at gøre en indsats på dette område ude i kommunerne?

Jo længere tid, dette område får lov til at sejle, jo dyrere vil det blive. For jo længere tid, borgerne ikke får den nødvendige hjælp, jo flere udfordringer og diagnoser vil der komme. Hvornår vil nogen indse det? Og derefter handle på det?

Målet må være, at handicapområdet forvaltes i overensstemmelse med de 4 grundlæggende principper uanset, hvor man bor. Jeg tror ikke på, at det kan sikres, så længe området ligger ude i kommunerne. Nogle kommuner kan, de fleste kan/vil ikke. Det er ikke realistisk at sikre tilstrækkelig viden på dette yderst komplicerede område i 98 kommuner. Dette skyldes blandt andet et vidt forskelligt borgergrundlag.

Men hvad er midlerne til at nå målet? Der bliver sat spørgsmålstegn ved, om det vil være løsningen at flytte området fx til regionerne. Gid jeg havde en krystalkugle, der kunne give svarene. Ingen løsninger er 100% vandtætte. Og der vil altid være brodne kar. Men når der tales retssikkerhed, så kunne man gå fra en vilkårlighed mellem 98 kasser til 5. Jeg forestiller mig store regionale centre, der behandler dette område i nær tilknytning til psykiatri og sygehusene. Den bedste vejledning vi har fået, var af en socialrådgiver på neonatalafdelingen. Tværfagligt samarbejde og vidensdeling er vejen frem.

Herudover bør der tænkes retningslinjer med en masse skal’er, så der ikke er tvivl om, hvem der skal hvad, hvornår. Og så vil man slippe for at skulle igennem jernbetonmuren med skriften ”det kommunale selvstyre”.

Vores første møde med systemet var en kommentar om, at nu skulle vi lære at anse os selv for at være en helt almindelig familie. Der er ikke noget, vi hellere vil.

#enmillionstemmer

Udgivet den

Er der noget at fejre på den internationale handicapdag?

I morgen er det den 3. december og dermed FN’s Internationale Handicapdag. Det er en mulighed for sætte fokus på mennesker med handicap og deres rettigheder over hele verden. Og derfor også i Danmark. Selvom Danmark er langt fremme i forhold til andre lande, så er der fortsat hårdt brug for fokus på dette område i Danmark.

Personligt var jeg ikke bevidst om denne mærkedag før sidste år. Kan det have noget at gøre med, hvordan den bliver fejret? Hvor tydeligt er det? Bliver der reklameret for det på landsdækkende TV? Bliver det gjort lidt festligt? Er der farverige optog i gaderne?

Desværre ikke. Måske fordi der ikke er så meget at fejre? Måske fordi mange mennesker med handicap og deres pårørende lige nu er fuldstændig slidt ned af at skulle kæmpe for deres eksistens i samfundet.

I år sætter Danske Handicaporganisationer fokus på børnene og deres behov for at være en del af et fællesskab. Hvilket er yderst relevant i kølvandet på flere nye undersøgelser, der har vist, at mange børn med handicap oplever vold i skolerne, at mange børn med handicap ikke går i skole, og at rigtig mange føler sig ensomme. Og det i en tid, hvor der tales inklusion konstant. Men den sørgelige virkelighed er eksklusion. Gad vide, hvor mange folkeskoler, der har arrangementer i anledning af den internationale handicapdag?

Handicapområdet lever i en bobbel for sig selv i det danske samfund. Mennesker med handicap tænkes stadig ikke ind i fællesskabet. Det er stadig en gruppe mennesker, der nedprioriteres. Derfor er det også så svært at få ændret på den måde, området forvaltes på ude kommunerne.

For at få ændret på det, er der brug for at tale højt om det. Nedbryde grænserne. Fokus er vejen frem. Fokus på menneskesynet. Bryde ud af tankerne om handicap som ulemper og minusser. Hylde mangfoldigheden.

Personligt har jeg en spændende dag foran mig i morgen. Dagen starter kl. 8 med morgenmad hos socialminister Astrid Krag. Derefter har jeg møde med SF’s Handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk. Vi skal lave en lille film, hvor vi snakker om #enmillionstemmer, og om det at være pårørende. Jeg var derefter inviteret ud i Danske Handicaporganisationer til deres arrangement, men jeg er nødt til at køre hjem, for jeg skal til ridefysioterapi med min skønne livsglade datter.

Klokken 16 får jeg overrakt Handicapprisen 2019 i Fredensborg Kommune. Det foregår på Lindegården, Lindelyvej 6 i Fredensborg, og det er åbent for alle. Det bliver en virkelig spændende dag.

#enmillionstemmer

 

Udgivet den

Årets vigtigste debat: Retssikkerheden på handicapområdet

I morgen, torsdag den 28. november 2019, er det endelig dagen for det debatmøde, som jeg det sidste halve år har været med til at arrangere. Et debatmøde, der opfordrer til konstruktiv og løsningsorienteret dialog om, hvordan alle kan spille sammen om at forbedre retssikkerheden for mennesker med handicap og deres pårørende. Et brandvarmt og ekstremt vigtigt emne. Læs videre “Årets vigtigste debat: Retssikkerheden på handicapområdet”