Flyt handicapområdet og opret en forvaltningsdomstol

Jeg har længe råbt “flyt handicapområdet”. Jeg mener, at ansvaret for området skal flyttes væk fra kommunerne og over til regionerne. Et så kompliceret område kræver specialiseret viden, hvilket har vist sig ikke at være muligt at opbygge 98 steder pga forskellen i kommunernes befolkningsgrundlag.

Området bør ligge tæt op ad sundhedsvæsenet, hvor den påkrævede viden er. Det er ikke den eneste løsning, slet ikke. For der skal også ses på en ny måde at finansiere området på, så økonomien ikke bliver afgørende for, hvilken hjælp der bevilges. Men alt dette er muligt og kan lade sig gøre, hvis bare viljen er der til at få sat det i gang. Men hvor bliver den af?

Regeringen og støttepartierne er enige om, at handicapområdet skal igennem en grundig evaluering. Men denne er ikke startet endnu. Det sidste jeg hørte var, at den først vil starte i efteråret. Og hvor længe må den vare? Tja, det er der ingen, der ved. Ender den ud med noget bestemt? Det vides heller ikke. Derfor er det endnu mere vigtigt, at der fortsat råbes op om, at dette område ikke længere kan gemmes væk.

8. maj startede jeg et nyt # – #flythandicapområdet – med det formål at fortsætte presset og opmærksomheden. For det er desværre yderst nødvendigt. Meget har været sat på pause under Corona – nedlukningen, men ikke menneskers handicap og behovet for hjælp. Tværtimod fristes jeg til at sige, så tror jeg, der kommer endnu flere grelle sager i kølvandet på nedlukningen. Og hvorfor tror jeg så det?

For mange mennesker med handicap og psykisk sårbarhed har det været rigtig hårdt, at hverdagen har været så anderledes. Nogen har ikke haft den hjælp, de normalt har brug for. Ensomheden vil sætte sine spor. Derfor kan der blive behov for endnu mere hjælp, end der var før nedlukningen. Men hvad sker det: Økonomiaftalen for 2021 mellem regeringen og kommunerne afsætter ikke den nødvendige økonomi til at forbedre området.

Jeg bliver dagligt kontaktet af forældre, der bider i gulvbrædderne, som ikke får den nødvendige hjælp til deres familie. Forældre, der oplever at erklæringer bliver tilsidesat og som ikke bliver hørt og forstået. Her er det især forældre til børn, der fylder 18 år lige om lidt. De står i kaos og aner ikke, hvad de skal gøre. For at sige det på en pæn måde, så kaster kommunerne dem ud over klippekanten uden faldskærm og råber “held og lykke”.

Disse familiers sidste halmstrå er at kontakte advokater og betale minimum 30-50.000 kr. Disse familier –  og der er mange – har haft kontakt med sagsbehandlere, afdelingsledere, læger, centerchefer, borgmesteren, ankestyrelsen, ombudsmanden, ministeren. Og der er ingen hjælp at hente. Skal disse familier bare se på, at deres barn tabes på gulvet? Nej, det skal de ikke.

Handicapområdet skal flyttes, og der bør oprettes en forvaltningsdomstol, for i den førnævnte økonomiaftale lægges der nu også op til, at kommunerne og Ankestyrelsen skal lege klappe-klappe-kage. En klageinstans skal være uafhængig. Når den ikke længere ser ud til at være det, kan borgerne ikke have tillid til, at den er det. Der bliver igen rykket ved retssikkerheden. En forvaltningsdomstol vil være uafhængig og vil kunne gå ind i forvaltningens skøn i en sag. Det gør domstolene ikke i dag.

Men så længe vi venter på, at regeringen og folketinget får gennemført nødvendige ændringer på området, er vi nødt til selv at gøre noget, så kampen kan blive bare lidt mere ligeværdig. På nuværende tidspunkt er det kun familier med bestemte ressourcer, der har en chance i kampen. Resten er fucked.

Hvad med, at foreningerne gik sammen med Danske Handicaporganisationer om at oprette en rådgivningsenhed eller et sekretariat, som kan hjælpe borgerne i deres kamp? Og her taler jeg ikke bare om telefonrådgivning og vejledning. Det er ikke tydeligvis ikke nok. Så er der DUKH, men der kan jo være en uges ventetid på at blive ringet op. Og de kan ikke hjælpe med andet end at henvise til relevante paragraffer.

De problemer, borgerne møder, er jo det samme uanset hvilke diagnose, der er brug for, og hvor i landet de bor. Der er brug for hjælp til at skrive skarpe ansøgninger med henvisninger til rette paragraffer og principafgørelser. Der er brug for hjælp til at skrive klager. Der er brug for en person, der kan tage sig af kontakten med alle de mennesker, som familierne bliver kastet rundt imellem, og som kan skære igennem. Det burde da være muligt at tilbyde denne hjælp, så borgerne ikke både skal betale skat, medlemsskab til foreninger og honorar til en advokat?

Behovet for den hjælp vil være der, indtil mennesker med handicap og deres pårørende bliver behandlet med respekt og værdighed.

#flythandicapområdet

#enmillionstemmer

Vores søns skole er blevet en del af udskamnings-trenden.

Vores søn Kristoffer har de sidste tre år gået på en behandlingsskole i Vanløse. Skolen er en del af behandlingsskolerne.dk, som er Danmarks største private udbyder af dagbehandlingsskoler, og som også har weekendaflastning, voksenuddannelser og et behandlingscenter. Behandlingsskolerne har eksisteret siden 2003, hvor den første skole åbnede. Flere skoler er siden åbnet, efterhånden som efterspørgslen er steget i kommunerne. Læs videre “Vores søns skole er blevet en del af udskamnings-trenden.”

Jeg undrer mig….

Jeg undrer mig. Undrer mig over, at det er så svært at få befolkningen til at støtte borgerforslaget om socialerstatning. Et forslag der  – skåret ind til benet – omhandler muligheden for at få kompensation for tab, der skyldes offentlige myndigheders fejl på socialområdet. Så jeg har sat mig for at kaste nogle mulige forklaringer op i luften og smage på dem. Måske kan det få nogen, til at se fornuften i at støtte forslaget.

Situationen i Danmark er lige nu den, at de offentlige myndigheder (læs kommunerne) begår rigtig mange fejl på socialområdet. Det er ikke noget, jeg sidder og finder på. Det er skam virkeligheden, og der går ikke en dag, hvor der ikke er en ny historie i pressen om:

  • borgere, der får tvangsfjernet/anbragt deres børn på fejlagtigt grundlag,
  • borgere, der fejlagtigt er blevet erklæret raske på jobcentre
  • borgere, der fejlagtigt har fået frataget deres ledsagerhjælp
  • borgere, der bliver placeret på forkerte bosteder/institutioner og udvikler flere diagnoser
  • borgere, hvis sag bliver syltet i årevis og derfor medfører fysiske skader, ensomhed, angst, selvskade, arbejdsløshed, stress, depression mv., og jeg kunne blive ved.

Alle disse fejl har kun konsekvenser for én part: Borgeren og borgerens familie! Dybt alvorlige konsekvenser.

Jeg har i gruppen #enmillionstemmer delt historien om Maceo, der som 15-årig til sidst begik selvmord, og hvor Ankestyrelsen et år efter hans død erklærede kommunens afslag på den hjælp, Maceos forældre havde kæmpet for, ulovlig.

Jeg har fortalt om Dorte, der er døvblind, og som er på vej i fængsel, som hun selv beskriver det. Kommunen vil nemlig fratage hende 2/3 af hendes ledsagerhjælp. Når ledsagerhjælpen bliver frataget en borger, der ikke kan færdes uden for hjemmet alene, så fratager man borgeren friheden. Friheden til at være en del af samfundet. Forestil dig, at du kun kan komme ud af døren 12 timer om ugen, og du må så hardcore vælge, hvad der er vigtigt i dit liv?

Jeg har fortalt om Henriette, en ung mor med to børn, der fik en blodprop og blev lammet i hele venstre side. I denne sag har kommunen meddelt afslag på hendes ansøgning om et handicaptoilet og bad, idet Henriette bare kan skide diskret i soveværelset på en toiletstol og blive vasket i sengen.

Dorte bliver ikke rask, fordi kommunen tager hendes hjælp. Tværtimod vil Dorte få det dårligere. Maceo og Maceos forældre fik det ikke bedre, fordi kommunen ikke ville bevilge dem, den hjælp, de havde søgt om. Tværtimod er Maceo død, og hans mor er nu jævnligt indlagt pga blodprop i hjernen og mistanke om blodprop i hjertet. Hele Henriettes familie er ramt af, at kommunen ikke vil bevilge helt basal hjælp til en ung kvinde, der ikke bliver rask.

Dagligt hører jeg om borgere, der må ansætte advokater for at kunne finde rundt i systemet, og for at blive taget alvorligt. Det er desværre nødvendigt for at kunne få hjælp fra det system, der er skabt til at hjælpe. Et system, som vi allesammen betaler skat til i den naive forestilling om, at vi får hjælp, hvis vi får brug for det. Den opfattelse havde jeg selv, indtil vi fik brug for hjælp.

Kunne man forestille sig et sundhedsvæsen, hvor man måtte have en advokat med for at kunne blive behandlet for en blodprop, et brækket ben, kræft? Nej. Det ville da blive en sag ved Menneskerettighedsdomstolen, hurtigere end man kunne nå at blinke. Kunne man forestille sig, at man ikke kunne få erstatning, hvis lægen havde amputeret det forkerte ben? Nej da.

Men hvorfor er det nu så svært at overbevise befolkningen og politikerne om, at der da selvfølgelig også skal være mulighed for kompensation, hvis kommunen har begået en fejl, der har medført tab/konsekvenser for borgerens liv? Hvorfor er sundhedsområdet og socialområdet ikke ligestillet, når det gælder muligheden for erstatning for fejl?

Jeg tror, der er flere ting i det: For det første interessen – eller manglen på samme – for socialområdet/handicapområdet. Det er aldrig det, der vinder førstepladsen på prioriteringslisten. Det er ikke det, den brede befolkning interesserer sig mest for, på trods af, at de fleste faktisk er i berøring med det på den ene eller anden måde. Dette skyldes, tror jeg, igen den naive forestilling hos dem, der endnu ikke har haft brug for hjælp. Man tror, at selvfølgelig får man hjælp, hvis man har brug for det.

En anden ting er, at “handicap” er noget, der sker for naboen. Men igen er dette også naivt, for “handicap” kan ske for alle, hele livet igennem: Et færdselsuheld, en blodprop, en hjerneblødning, baby får for lidt ilt under fødslen, osv. Og det er den samme kamp for hjælp uanset årsagen til handicappet.

Det næste er, at mange nok ikke ser en kompensationsordning for løsningen på den virkelig dårlige fejlbehæftede sagsbehandling, der foregår ude i kommunerne. Løsningen er bedre sagsbehandling og mere viden. Og jeg er da helt enig. Men hvordan når vi derhen? Gid det var så let. Jeg har været lige så naiv og godtroende.

Radikale Venstre har før været ude med tanken om, at kommunerne skulle kunne straffes økonomisk for fejl. Jeg var imod det, for hvad hvis kommunen reelt ikke har pengene til at hjælpe borgeren? Kan det så bedre betale sig at træffe forkerte afgørelser og spare pengene, indtil Ankestyrelsen omgør afgørelsen? Og hvor skal pengene komme fra? Vil det ikke gå endnu mere ud over velfærden?

Nu, efter jeg har fået indsigt i, hvor grelt det står til derude, og hvor store konsekvenserne for borgerne er, har jeg pakket naiviteten væk. Jeg er stadig enig i, at målet er bedre sagsbehandling og overholdelse af grundlæggende lovgivning. Mit forslag om erstatning er så et af midlerne for at nå derhen. For der findes ikke en enkelt løsning på problemet. Og hvor skal pengene komme fra? Tja, de kan jo overholde lovgivningen: vejledningspligten, partshøring, klagevejledning, sagsbehandlingsfrister, give den rigtige hjælp i første omgang, osv. Og forslaget er meget bevidst ikke en straf/bøde. Det skal jo komme borgeren til gode. Så det er borgeren, der skal have noget tilbage og ikke kommunen, der bare skal betale en bod.

Dansk Folkeparti har nu fire gange fremsat et beslutningsforslag om kompensationsordning på socialområdet. Det sidste ligger lige nu og venter i Social- og Indenrigsudvalget på at blive færdigbehandlet. Så der er nogle politikere, der kan se fornuften i det. Men Venstre, Socialdemokratiet og Konservative stemmer imod. Hvorfor gør de det? Måske fordi de fleste borgmestre i landet er fra Venstre, Socialdemokratiet og Konservative??

Jeg håber virkelig, at du vil støtte borgerforslaget om socialerstatning. Der er brug for det!

Det kræver blot, at du indtaster NemId, bekræfter dit cpr.nr. og trykker støt. Og det er ganske anonymt.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04176

På forhånd tak.

#enmillionstemmer

Hvor er retssikkerhedens vogtere, når det gælder handicapområdet?

Den 8. januar stod LOF Nordvestsjælland og DH Odsherred for et nyt debatmøde om den manglende retssikkerhed på handicapområdet. Programmet bød på to oplæg fra hhv mig og Emil Falster, og derefter var der paneldebat med et stærkt panel. Salen var fyldt til sidste plads, og alle fremmødte var yderst engagerede. Der er bred enighed om, at området sejler… eller nej, det sejler faktisk ikke mere, det er gået til bunds. Læs videre “Hvor er retssikkerhedens vogtere, når det gælder handicapområdet?”

Handicapområdet er kejserens nye klæder

Den 12. december deltog jeg på Retssikkerhedskonferencen, der blev afholdt af Socialstyrelsen og Ankestyrelsen om retssikkerhed på handicapområdet. Et godt initiativ og en dag med mange interessante oplæg fra borgere og myndigheder.

Dagen sluttede af med en paneldebat med et panel bestående af mig fra #enmillionstemmer, repræsentanter fra Kommunernes Landsforening, Danske Handicaporganisationer, Aalborg Universitet, Dansk Socialrådgiverforening og Det Centrale Handicapråd. Jeg forsøgte på bedste vis at tegne et billede af, hvordan virkeligheden ser ud bag alle de fine statistikker og velmenende ord. For et er, hvordan systemet bør være, noget andet er, hvordan det i realiteten er. Det er kejserens nye klæder. Læs videre “Handicapområdet er kejserens nye klæder”

Lidt om retssikkerhed og de 4 grundlæggende principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne

På torsdag den 12. december afholder Ankestyrelsen og Socialstyrelsen en retssikkerhedskonference på Hotel Nyborg Strand. Emnet er, hvordan retssikkerheden styrkes på handicapområdet. Det bliver en spændende dag med flere interessante oplæg samt en paneldebat, hvor jeg skal sidde i panel sammen med repræsentanter fra Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd, Kommunernes Landsforening, Dansk Socialrådgiverforening og Aalborg Universitet. Læs videre “Lidt om retssikkerhed og de 4 grundlæggende principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne”

Er der noget at fejre på den internationale handicapdag?

I morgen er det den 3. december og dermed FN’s Internationale Handicapdag. Det er en mulighed for sætte fokus på mennesker med handicap og deres rettigheder over hele verden. Og derfor også i Danmark. Selvom Danmark er langt fremme i forhold til andre lande, så er der fortsat hårdt brug for fokus på dette område i Danmark.

Personligt var jeg ikke bevidst om denne mærkedag før sidste år. Kan det have noget at gøre med, hvordan den bliver fejret? Hvor tydeligt er det? Bliver der reklameret for det på landsdækkende TV? Bliver det gjort lidt festligt? Er der farverige optog i gaderne?

Desværre ikke. Måske fordi der ikke er så meget at fejre? Måske fordi mange mennesker med handicap og deres pårørende lige nu er fuldstændig slidt ned af at skulle kæmpe for deres eksistens i samfundet.

I år sætter Danske Handicaporganisationer fokus på børnene og deres behov for at være en del af et fællesskab. Hvilket er yderst relevant i kølvandet på flere nye undersøgelser, der har vist, at mange børn med handicap oplever vold i skolerne, at mange børn med handicap ikke går i skole, og at rigtig mange føler sig ensomme. Og det i en tid, hvor der tales inklusion konstant. Men den sørgelige virkelighed er eksklusion. Gad vide, hvor mange folkeskoler, der har arrangementer i anledning af den internationale handicapdag?

Handicapområdet lever i en bobbel for sig selv i det danske samfund. Mennesker med handicap tænkes stadig ikke ind i fællesskabet. Det er stadig en gruppe mennesker, der nedprioriteres. Derfor er det også så svært at få ændret på den måde, området forvaltes på ude kommunerne.

For at få ændret på det, er der brug for at tale højt om det. Nedbryde grænserne. Fokus er vejen frem. Fokus på menneskesynet. Bryde ud af tankerne om handicap som ulemper og minusser. Hylde mangfoldigheden.

Personligt har jeg en spændende dag foran mig i morgen. Dagen starter kl. 8 med morgenmad hos socialminister Astrid Krag. Derefter har jeg møde med SF’s Handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk. Vi skal lave en lille film, hvor vi snakker om #enmillionstemmer, og om det at være pårørende. Jeg var derefter inviteret ud i Danske Handicaporganisationer til deres arrangement, men jeg er nødt til at køre hjem, for jeg skal til ridefysioterapi med min skønne livsglade datter.

Klokken 16 får jeg overrakt Handicapprisen 2019 i Fredensborg Kommune. Det foregår på Lindegården, Lindelyvej 6 i Fredensborg, og det er åbent for alle. Det bliver en virkelig spændende dag.

#enmillionstemmer

 

Årets vigtigste debat: Retssikkerheden på handicapområdet

I morgen, torsdag den 28. november 2019, er det endelig dagen for det debatmøde, som jeg det sidste halve år har været med til at arrangere. Et debatmøde, der opfordrer til konstruktiv og løsningsorienteret dialog om, hvordan alle kan spille sammen om at forbedre retssikkerheden for mennesker med handicap og deres pårørende. Et brandvarmt og ekstremt vigtigt emne. Læs videre “Årets vigtigste debat: Retssikkerheden på handicapområdet”

Foredrag i 2020

Jeg tager med største fornøjelse ud og fortæller min families historie. Hvad vil det sige at gå fra at være en familie, der kan klare sig selv til at blive en familie med brug for hjælp fra det offentlige? Vi har nogle livsvilkår hjemme hos os med 3 børn med diagnoser som CP, hydrocephalus, kramper, autisme og  adhd, som vi ikke kan gøre noget ved. Det har krævet en stor portion accept og erkendelse. Nu er vi den familie og får det allerbedste ud af det. Det har dog været et wakeup call i forhold til vores velfærdssamfund. For det samfund, jeg naivt troede, var der for at hjælpe, hvis man får brug for det, er der ikke nødvendigvis. Det finder man desværre først ud af, når man står der. Der er behov for ændringer. Jeg fortæller derfor også om min kamp for disse ændringer.

Kalenderen i 2020 ser foreløbigt således ud:

20. februar 2020 gæster jeg LEV Slagelse i Sorø.

26. februar 2020 kl. 19 holder jeg foredrag på Hørsholm bibliotek

27. februar 2020 i foreningen DUBS i Gribskov

6. marts 2020 holder jeg sammen med Mia oplæg på Ølfestival https://www.facebook.com/events/2694315150795825/

18. marts 2020 kl. 19-21 i Bedre Psykiatri Amager

25. marts 2020 kl. 18.30 holder jeg foredrag i DH Sønderborg

28. marts 2020 kl. 11 – 12.30 holder jeg foredrag i Ligeværd Forældre og Netværk  på Trinity Hotel og Konference Center, Gl. Færgevej 30, 7000 Fredericia.

6. maj 2020 i DH Randers og LEV Randers kl. 17-20

24. september 2020 kl. 15.30 – 20.00 på Højby Sø, Ellingebjergvej 1, 4573 Højby i Dansk Handicap Forbund Odsherred

Så der er virkelig gang i den. Det er dejligt med så meget fokus på området.

#enmillionstemmer