Borgerforslag om socialerstatning – administrativ erstatning på det sociale område

I mit indlæg fra 8. januar “Hvor er retssikkerhedens vogtere, når det gælder handicapområdet?” nævnte jeg muligheden for en Socialerstatning. Når mennesker med handicap og deres pårørende uretmæssigt får frataget deres hjælp, eller fejlagtigt ikke har fået nødvendig hjælp, har det ofte store og alvorlige konsekvenser – fysiske, psykiske og økonomiske. Men der findes ingen form for kompensation. Jeg blev efterfølgende opfordret til at stille borgerforslag om en sådan socialerstatning.

Det gik jeg videre med og tog fat i nogle super samarbejdspartnere om at lave et sådan forslag.

Det blev en virkelig konstruktiv og spændende proces. Og det viste sig, at borgerforslaget var perfekt timet.

For i onsdags den 22. januar tog landsretten stilling til godtgørelse i netop en sag om en pige, der ulovligt var blevet frataget sin hjælp, den såkaldte svømmepige-sag. Men dette udløste ingen kompensation. Så ikke engang ved domstolene, er det på nuværende tidspunkt muligt at opnå godtgørelse for offentlige myndigheders fejl og ulovlige afgørelser, når det gælder socialområdet.

På det sociale område findes på nuværende tidspunkt ikke mulighed for at søge om administrativ erstatning eller godtgørelse for fejl begået af offentlige myndigheder. Derimod findes muligheden både inden for sundhedsområdet og i anledning af strafferetlig forfølgning. Fejl inden for det sociale område kan have lige så store konsekvenser og have lige så indgribende karakter for dem, de rammer, som fejl på de to førnævnte områder.

I dag er borgerforslaget kommet på Folketingets hjemmeside. Det skal have 50.000 støtter for at blive taget op i Folketinget.

Så nu har jeg brug for jeres hjælp og støtte, så der også kan komme noget retssikkerhed på socialområdet. Jeg har indsat link til forslaget nedenfor.

På forhånd tak for hjælpen.

#enmillionstemmer

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-04176

 

Hvor er retssikkerhedens vogtere, når det gælder handicapområdet?

Den 8. januar stod LOF Nordvestsjælland og DH Odsherred for et nyt debatmøde om den manglende retssikkerhed på handicapområdet. Programmet bød på to oplæg fra hhv mig og Emil Falster, og derefter var der paneldebat med et stærkt panel. Salen var fyldt til sidste plads, og alle fremmødte var yderst engagerede. Der er bred enighed om, at området sejler… eller nej, det sejler faktisk ikke mere, det er gået til bunds. Læs videre “Hvor er retssikkerhedens vogtere, når det gælder handicapområdet?”

Handicapområdet er kejserens nye klæder

Den 12. december deltog jeg på Retssikkerhedskonferencen, der blev afholdt af Socialstyrelsen og Ankestyrelsen om retssikkerhed på handicapområdet. Et godt initiativ og en dag med mange interessante oplæg fra borgere og myndigheder.

Dagen sluttede af med en paneldebat med et panel bestående af mig fra #enmillionstemmer, repræsentanter fra Kommunernes Landsforening, Danske Handicaporganisationer, Aalborg Universitet, Dansk Socialrådgiverforening og Det Centrale Handicapråd. Jeg forsøgte på bedste vis at tegne et billede af, hvordan virkeligheden ser ud bag alle de fine statistikker og velmenende ord. For et er, hvordan systemet bør være, noget andet er, hvordan det i realiteten er. Det er kejserens nye klæder. Læs videre “Handicapområdet er kejserens nye klæder”

Lidt om retssikkerhed og de 4 grundlæggende principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne

På torsdag den 12. december afholder Ankestyrelsen og Socialstyrelsen en retssikkerhedskonference på Hotel Nyborg Strand. Emnet er, hvordan retssikkerheden styrkes på handicapområdet. Det bliver en spændende dag med flere interessante oplæg samt en paneldebat, hvor jeg skal sidde i panel sammen med repræsentanter fra Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd, Kommunernes Landsforening, Dansk Socialrådgiverforening og Aalborg Universitet. Læs videre “Lidt om retssikkerhed og de 4 grundlæggende principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne”