Et af de der mavepustermøder

Onsdag var en af de hårde dage. Det er først i dag, jeg har overskud til at skrive, hvad der skete.

Vi skulle have det månedlige medicinmøde med vores søns (herefter nævnt som K) psykiater, psykolog, sygeplejerske og lærer. Det er for det meste en “hvordan går det, vi fortsætter, som vi plejer”-snak. Men dette møde blev anderledes. K får allerede medicin for sin angst. Han får 100 mg sertralin, som har hjulpet ham rigtig meget. Vi valgte denne medicin på grund af færrest bivirkninger. Men nu er det som om, udviklingen er gået i stå. Som om de sværeste udfordringer ikke rykker. Og nu har han altså snart gået på behandlingsskole i 2 år. Og jeg sidder der stadig.

Hvad er svært? Uha, der er mange ting. Men for at starte fra en ende af, så kan han ikke selv tage i skole. Han/vi bliver kørt af en kørselsordning med den samme chauffør hver dag. Både ud og hjem. Men fordi der har været nogle episoder, hvor K er blevet “glemt”, og hvor chaufføren har kørt forkert, så er det her virkelig svært at arbejde med. En anden stor udfordring er, at K ikke vil bruge toilettet på skolen (eller andre nye steder). Og det uanset hvor meget, han skal tisse. Hans lærer fortalte, at i tirsdags (hvor han har en lang dag til kl. 15), skulle han virkelig tisse kl. 11.30. Men han holdt sig, til han var hjemme kl. 15.45. At spise på skolen er også stadig en udfordring men ikke så stor, som den har været. Nu spiser han frokost 2-3 gange om ugen. Hans humør og deltagelse i undervisning svinger stadig enormt. Og nu går han i 7. klasse.

Nå, men psykiateren sagde ærligt, at det bekymrer hende, at hans udvikling er gået lidt i stå, for han har så mange kompetencer, som ikke bliver udnyttet. Og hun vil så gerne hjælpe ham. Så vi måtte igen i gang med at snakke supplerende medicin. Med hendes erfaring ville der med stor sandsynlighed komme noget godt ud af, hvis han ved siden af de 100 mg sertralin fik en lille dosis risperdal. Hun snakkede 0,5-1 mg pr døgn. Hun fortalte meget detaljeret, hvorfor lige denne type medicin ville være god i forhold til lige K’s udfordringer.  Mens hun fortalte begyndte mit hjerte at banke, halsen snørede sig sammen. Jeg måtte knytte mine hænder, og nærmest sætte mig på dem, og til sidst kunne jeg bare ikke mere. Jeg blev simpelthen så ked af det. Så trist, så fyldt med sorg. Sorg over situationen. Ikke så meget over at høre om de skide piller. Piller som kan medføre nogle virkelig træls bivirkninger og som kræver, at der tages blodprøver hver 3. måned. Men over igen at høre, at vores dejlige, skønne, vidunderlige dreng har det så dårligt, at vi er nødt til at snakke om de piller. Jeg har så svært ved at forlige mig med det. Det er situationen, der er så fandens trist.

Søren og jeg har det heldigvis på samme måde. Og vi har ikke brug for at snakke en hel masse om det. For vi forstår hinanden uden, at vi er nødt til at putte en masse ord på. Det er så rart. Lige nu lader vi tanken om den ekstra medicin ligge og boble i underbevidstheden. Vi har et nyt møde med psykiateren om 1 måned. Så vi har lidt tid endnu.

Da jeg kørte hjem fra mødet, var jeg fuldstændig udmattet. Jeg havde mest lyst til at kravle om på bagsædet og lægge mig til at sove. Men fordi jeg havde flere aftaler samme dag, måtte jeg holde mig i gang. Så da jeg kom hjem, puttede jeg hundene i bilen og kørte ud i naturen. En lang tur med de glade hunde i frisk luft og til lyden af bølger fra havet fik tristheden til at forsvinde.  

Baggrundsviden: Vores søn har GUA, separationsangst, generaliseret angst, PDA-profil samt ADHD. Herudover har han høj IQ.

3 Replies to “Et af de der mavepustermøder”

  1. Hvor er det uretfærdigt at unge smukke mennesker skal have det så hårdt i livet. Jeg hepper på jer og håber inderligt at at den gode udvikling blot tager en lille pause.

  2. Min ældste datter med IA og lav iq har aldrig ville benytte skolens toiletter. Hun holder sig til hun kommer hjem, eller også mærker hun ikke, at hun skal, før hun kommer hjem.
    Hun kan ikke dele toilet med andre. Da specialskolen tilsyneladende begyndte at øve toiletbesøg med hende og en pædagog fik lyst til af give hende en forskrækkelse i den forbindelse, så udviklede hun en massiv OCD.
    Et eksempel på, at det kan gå rigtig galt, når skolen mangler kompetencerne og viden om autisme.

    Vær taknemmelige for, at i har behandlingsskoler, det findes ikke her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *