Når tålmodigheden bliver testet, og jeg skal tænke positivt

I går var en af de dage, hvor min tålmodighed virkelig blev sat på prøve.

Vores datter har fået en hæve/sænke seng i voksenstørrelse. Der er derfor ikke længere plads til eller brug for det væghængte hæve/sænke puslebord, som hun også har på sit værelse. For 14 dage siden skrev jeg derfor til kommunens hjælpemiddeldepot, at vi havde brug for hjælp til at få afmonteret puslebordet, og at de kunne få det tilbage. Samme dag skrev de, at jeg i starten af den næste uge ville blive kontaktet for at finde en dag, der passede.

Da jeg en uge senere stadig ikke havde hørt noget, rykkede jeg derfor på det. I går fik jeg så besked om, at det stod noteret, at deres medarbejder havde forsøgt at ringe til mig den 16. januar. Jeg måtte så svare, at vedkommende ikke havde lagt nogen besked om, at det var ham, der havde ringet, ligesom han ikke havde forsøgt at ringe igen. Allerede her blev jeg en smule irriteret. Det er da en mærkværdig behandling af sager: At ringe fra et mobilnummer, ikke lægge en besked, og ikke ringe tilbage eller følge op. Hvad var der sket, hvis jeg ikke havde rykket i går? Ingenting, er mit bedste bud.

Nå, men glæden var stor, da kommunens medarbejder allerede et par timer senere ringede tilbage. Han kunne komme forbi om 10 minutter? Jaaa, hvor fedt. Så jeg skyndte mig at få tømt puslebordet og gjort plads på værelset. Han kom, kiggede på puslebordet og kløede sig i nakken. For det var da lige lidt mere, end han lige havde forestillet. Det kunne han sørme ikke lige klare. Det var han da ked af. Han måtte komme igen en anden dag. Og de næste par dage havde han tidligt fri, så der kunne det ikke blive. Nå, men nu er det så meningen, at han og en kollega skal komme på tirsdag kl. 10. Hvis det så bare var første gang, jeg oplevede dette, men det er det så langt fra. Langt fra! Og dette var ikke det eneste, der satte mit p.. i kog i går.

Vores søn bliver kørt af den sammen chauffør til og fra skole. Samme tid hver dag. Jeg er stadig med ham, fordi han har angst for at køre alene. Vi har prøvet at presse ham lidt, men så tog vi tre skridt baglæns. Så det er ikke her, vi lægger kræfterne. En af grundene til (tror jeg) det er så svært at rykke på dette punkt, er fordi det pågældende busselskab flere gange har glemt at hente ham. Så jeg har måttet ringe efter chaufføren. I går skete det sørme igen. 5 minutter efter, vi skulle have været hentet, ringer chaufføren og siger: “så brændte jeg jer sørme af igen”. Seriøst?

Efter disse to oplevelser var jeg virkelig hidsig. Så nu var det tid til at øve mig på taknemmeligheds-øvelsen. For jeg kunne alligevel ikke gøre mere den dag. Så jeg måtte straks spore mine tanker over på, hvad jeg i går var taknemmelig for. Og der var flere ting:

Jeg var taknemmelig for, at jeg havde nået at gå en smuk tur i sneklædt skov med dejlig veninde og vores skønne hunde. Jeg var enormt taknemmelig for, at min bog er blevet bibliotekskatalogiseret, da det bestemt ikke er en selvfølge. Så nu kan min bog blive købt ind af landets biblioteker – hurraa!! Jeg var taknemmelig for, at jeg ikke havde en bagkant i går, da begge vores piger var i aflastning, så vi havde alene-aften med vore søn. Og det hjalp at tænke positivt. Jeg blev let indeni, spændinger i ansigtet forsvandt, og jeg kunne føle mig glad.  Så den vil jeg lige give videre 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *