Hvorfor er handicapområdet sjældent eller aldrig et valgtema? Det er langt fra et nyt spørgsmål. I juni 2015 udgav Danske Handicaporganisationer en artikel med overskriften ” En valgkamp uden handicap råber på synlighed efter valget”. Hvis der ikke bliver gjort noget for at ændre på det, inden valgkampen igen skydes i gang, kan Danske Handicaporganisationer roligt genoptrykke artiklen, bare med en ny dato. For så vil historien gentage sig selv. At borgere med handicap, psykisk sårbarhed eller i øvrigt særlige behov og deres pårørende ikke bliver opprioriteret på listen over valgtemaer. Men hvorfor er det sådan?
Der er flere mulige forklaringer:
Det kan handle om følelser: Handicap/diagnoser/psykisk sårbarhed er stadig den dag i dag et område, der er tabubelagt. Det kan handle om, at vi danskere lider af berøringsangst over for det at have et handicap. Så er det bedre helt at lukke det ude. For så træder vi i hvert fald ikke nogen tæerne. Det er bare ikke et område, der kan ties ihjel. Det forsvinder det altså ikke af.
Det handler i hvert fald om økonomi: Hvilken politiker kan stå og fremføre tal for, at hvis der bliver lagt så og så mange millioner i handicapkassen, så kommer der så og så mange penge ud på den anden side? Er det overhovedet et regnestykke, man har lavet? Nej, for handicapområdet bliver lige nu betragtet som en stor svamp, der bare suger og suger penge ud af samfundet. Og den betragtning har systemet selv avlet, fordi man tænker kortsigtede løsninger, og man tænker budgetår. Det skal vi væk fra. For en politiker kunne sagtens stå til en paneldebat og fremlægge et regnskab, der viser, at hvis samfundet investerer dette beløb tidligt, så kommer der penge ind på den lange bane, fordi mennesker med handicap kan også få en uddannelse, et arbejde og betale skat. Samfundet kan også spare en masse penge på den lange bane, fordi den psykisk sårbare ikke er nødt til at selvmedicinere sig for at kunne være i verden, begå kriminalitet for at købe sin ”medicin”, opfylde plads i fængslet og på den lukkede afdeling.
Det kan også handle om antal stemmer: Hvor mange stemmer er der at hente ved at føre sig frem med en bestemt holdning til borgere med handicap og psykisk sårbarhed? Det er svært at finde ud af, for det er ikke muligt at slå op i Danmarks statistik, hvor mange borgere der i dag har det inde på livet i større eller mindre grad. Der er for stort et mørketal. Personligt tror jeg, det er rigtig mange. For det er hele familier, der er ramt af et presset handicapområde. Det er bare ikke en gruppe, der råber ret højt. Mange har givet op. Men er det så ikke netop derfor, det skal opprioriteres?
Spørgsmålet er, om der er stemmer at hente hos dem, der ikke har det inde på livet? Jeg tror, det kan være der, skoen trykker. Jeg må være ærlig og sige, at jeg havde ingen holdning til handicappolitik i Danmark, før vi selv stod i det. Men jeg havde en holdning til kriminalitet, udlændinge og sygehusvæsenet. Måske ville jeg have haft en holdning, hvis jeg var blevet bedt om at have en holdning. Men hvis der ikke er fokus på at få befolkningen til at have en holdning til det, så får de det ikke. Og helt ærligt: Vi kan alle sammen pludselig stå midt i det. Det kan jeg skrive under på. Ingen ved, hvad der sker i morgen. Vil det så ikke være rart at vide, at der står et system klar til at hjælpe dig? Lige nu er det systemet, der skal have hjælp. Hvis du vil vide, hvordan det lige nu står til, kan du læse historierne i gruppen “BAK OP OM DE PÅRØRENDE TIL HANDICAP OG PSYKISK SÅRBARHED”.
Kære folketingskandidater: Hvem af jer bryder den onde cirkel?