Siden 2016 har man kunnet følge med i, hvordan kommunerne håndterer handicapområdet. Hvor mange sager bliver der klaget over, og hvor mange fejl er der så i de sager. Det kaldes omgørelsesprocenter.
Borgerne får medhold i næsten halvdelen af de sager, de klager over. Nogle af sagerne kan Ankestyrelsen ændre med det samme, mens andre sager er så fejlbehæftede eller er truffet på et decideret ulovligt grundlag, så Ankestyrelsen er nødt til at sende sagen tilbage til kommunen for ny sagsbehandling. Det kaldes hjemvisninger, og de er retssikkerhedsmæssigt de mest alvorlige sager og faktisk dem, der procentvis er flest af. Der er nogle helt klare regler for, hvad en offentlig myndighed skal sikre sig og sørge for, når myndigheden træffer en afgørelse, der ikke giver borgeren medhold. For eksempel har myndigheden ansvaret for at sagen oplyses tilstrækkeligt, inden der træffes afgørelse. sikre sig at borgeren er bekendt med de oplysninger, myndigheden lægger til grund, skrive en grundig begrundelse og vejlede om klageadgang. Her kan du se, hvordan det ser ud i din kommune: https://sm.dk/danmarkskort
Vi er som borgere nødt til at stole på, at de offentlige myndigheder ikke begår vilkårlige og ulovlige indgreb og overgreb. Det sikres bl.a. med reglerne for afgørelser, som ikke giver borgerne medhold.
Når kommunerne så år efter år kan stille med fejl i omkring halvdelen af de påklagede sager og et mørketal, der viser, at der er lige så mange fejl i de sager, som borgerne af den ene eller anden grund ikke har klaget over, så har vi et retssikkerhedsmæssigt meget alvorligt problem. Et problem, der bliver større og større, men som politisk alligevel forsøges negligeret. I går besøgte jeg en kommune, der i 2020 havde fejl i 67% af klagesagerne på børnehandicapområdet og 60% på voksenhandicapområdet. Disse tal ser jeg som en indikation, en temperaturmåling, af situationen.
KL har i et eksempel nedgjort problemerne på handicapområdet til at handle om størrelsen på grus i indkørslen. Et folketingsmedlem udtalte, at det jo ikke kan være rigtigt, at systemet skal betale for en iPad eller trækkrog, når hun selv skulle betale. I går holdt jeg oplæg om min personlige historie som mor til tre børn med handicap, og her måtte jeg så lægge øre til en kommunalmedarbejder, der udtalte, at de jo var pressede, når Ankestyrelsen sender sager tilbage på grund af en kommafejl.
Jeg er nødt til at slå fast med en meget tyk pæl, at problemerne på handicapområdet hverken handler om grus, iPads eller kommafejl. Det handler om krænkelse af helt fundamentale menneskerettigheder.
Ifølge Menneskerettighedskonventionens artikel 8 har “Enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.”
Så når en kommune sender en konsulent ud i en borgers hjem, som skal tage tid på, hvor lang tid borgeren er om at gå i bad eller på toilettet som begrundelse for, hvor mange timers hjælp, borgeren kan få, så må dette være en krænkelse af denne ret, når borgeren ikke kan sige nej. For hvis borgeren siger nej, så får borgeren muligvis ingen hjælp. Når kommunen dikterer, at nu skal det unge menneske på 18 år flytte hjemmefra og samtidig bestemmer hvortil, må dette også være en krænkelse af denne rettighed.
Ifølge artikel 5 har enhver ret til frihed. Det må være en krænkelse af denne ret, når en kommune fratager borgeren den hjælp, som er en forudsætning for, at borgeren kan færdes uden for sit hjem. Jeg skrev på et tidspunkt med en kvinde, der både er døv og blind. Hun er nødt til at have et menneske med sig, når hun skal forlade sit hjem. Kommunen traf pludselig afgørelse om, at hun mistede over halvdelen af sine ledsagertimer. “De har sat mig i fængsel”, skrev hun til mig.
Der er alt alt for mange eksempler på meget alvorlige sager.
Jeg ønsker mig, at debatten kommer op på det niveau og væk fra, at det handler om kommunens budgetter. Væk fra opfattelsen af, at mennesker med handicap og deres familier bare vil malke systemet. Alle kan blive ramt af et handicap. Ingen får et handicap med vilje eller for at genere systemet. Systemet er sat i verden for at hjælpe borgerne og skal gå forrest, når det handler om ordentlighed og respekt for fundamentale menneskerettigheder og mennesker.