I morgen, torsdag den 28. november 2019, er det endelig dagen for det debatmøde, som jeg det sidste halve år har været med til at arrangere. Et debatmøde, der opfordrer til konstruktiv og løsningsorienteret dialog om, hvordan alle kan spille sammen om at forbedre retssikkerheden for mennesker med handicap og deres pårørende. Et brandvarmt og ekstremt vigtigt emne. Læs videre “Årets vigtigste debat: Retssikkerheden på handicapområdet”
Giver det mening?
Når (og det siger jeg med en vis sikkerhed i stemmen) der for alvor sættes gang i ændringerne på handicapområdet, bør politikerne hele tiden stille sig selv dette spørgsmål: ”Giver det mening?”. Når de så kommer frem til, at det gør det ikke, jamen så er det ret enkelt, at så må det laves om. Læs videre “Giver det mening?”
Vi lever i et velfærdsfatamorgana.
Jeg har slået ordet Velfærd op på Wikipedia. Der står: De for individet, mest ønskværdige vilkår for trivsel.
Længere nede står der så en masse om velfærdsmodeller, statens rolle osv. Blandt andet står der, at ”historisk er udviklingen gået fra en relativt snæver opfattelse af velfærd som sikring af udsatte gruppers forsørgelse til en bredere opfattelse af velfærd som tilstedeværelsen af en generel tryghed (sikkerhedsnet) for alle borgere.”
Hvis man tager udgangspunkt i den øverste sætning, så må et velfærdssamfund betyde et samfund, hvor der stiles mod ønskværdige vilkår for trivsel for det enkelte individ. Ergo skal alle have det så godt som overhovedet muligt. Det har også helt bestemt været intentionen med det samfund, Danmark ser ud til at være – på overfladen. Med en blanding af solidaritet og egoisme, indbetaler vi alle på den store konto, som skal betale for sygehuse, skoler, veje osv. Noget vi alle kan have gavn af. Og der ligger helt sikkert en forventning om, at der er hjælp, hvis der bliver brug for det. Sikkerhedsnettet redder dig.
Men noget er gået galt gennem årene. For sikkerhedsnettet er ikke blevet vedligeholdt. Der er kommet store huller i. Så nu redder det dig kun måske, hvis du er heldig. Men det finder du først ud af, når du er på vej ned mod det eller er faldet igennem.
Nogen borgere har så på forhånd haft muligheden for at strikke deres eget lille sikkerhedsnet i form af forskellige forsikringer, som kan redde dem, når det store fællesnet ikke kan. Men ikke alt kan forsikres. Og ofte tegner man kun forsikring mod noget, man kan relatere sig til. Men hvad med et handicap?
Alle kan for eksempel bliver ramt af et livsvarigt handicap. Alle kan som lyn fra en klar himmel blive livsvarigt pårørende. Det sker ikke kun for naboen eller familien i ugebladet. Tro mig, det ved jeg. Og det har været et chok at se vores samfund bag overfladen. Mange dybt ulykkelige historier, fordi hullerne i vores fællesnet er fyldt med vilkårlighed, mistillid og negligering. En manglende tro på hinanden. Måske har man slet ikke brug for hjælp, men kræver bare ind?
Så, når vores nye statsminister står på talerstolen og siger ”Velfærd først”, så kan jeg godt blive i tvivl om, hvad hun reelt mener. For kender hun virkeligheden indefra? Hverken handicap eller psykiatri blev nævnt.
Set med mine øjne bør et velfærdssamfund bedømmes ud fra, hvordan det hjælper de svageste borgere. Og her må mennesker med forskellige handicap og lidelser høre ind under. Lige nu gør Danmark sig kun fortjent til at kalde sig et samfund.
Hvis det danske samfund igen skal kunne sætte velfærd foran, skal alle myndigheder, ansatte og borgere tænke: ”Det jeg sender ud, får jeg tilbage, så jeg må nok hellere behandle andre, som jeg gerne selv vil behandles”.
#enmillionstemmer
Det er på tide med et fælles socialt opråb!
I går stødte jeg på et stærkt opslag på Facebook fra Nanna Gotfredsen fra Gadejuristen. Jeg bøjer mig i støvet for den fantastisk ildsjæl, der i årevis har kæmpet for retssikkerheden for de såkaldte ”udsatte borgere”. Jeg kommenterede på hendes opslag, og vi var enige om, at alle skal stå sammen for at redde hele det sociale område.
Det satte nogle tanker i gang hos mig. For lige nu kæmper jeg for at sikre retssikkerheden for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed og deres pårørende. Jeg kæmper for, at hjælp bliver bevilget efter behov og ikke efter alder, status og hvilken dag det er på ugen. Læs videre “Det er på tide med et fælles socialt opråb!”
Der mangler domstolskontrol på socialområdet
I går rettede jeg henvendelse til Institut for menneskerettigheder, herunder Ligebehandlingsrådgivningen i forhold til behandlingen af klager over afgørelser inden for socialområdet.
Kan det virkelig være rigtigt, at blandt andet mennesker med handicap, der klager over en kommunal afgørelse om, at deres hjælp bliver fjernet af uforståelige årsager, er overladt til myndigheder, der sidder i rundkreds og holder i hinanden i hånden med lukkede øjne? Det vil jeg gerne have svar på. Læs videre “Der mangler domstolskontrol på socialområdet”
Det kommunale selvstyre har frataget mennesker deres selvbestemmelsesret!
I øjeblikket fokuserer medierne på de såkaldte kvalitetsstandarder, som Københavns Kommune har lavet, så de kan spare en masse penge på mennesker med handicap. At bruge ordet “kvalitet” i denne sammenhæng er at føre folk bag lyset, for normalt bliver dette ord opfattet positivt. Men her er det desværre det stikmodsatte. Læs videre “Det kommunale selvstyre har frataget mennesker deres selvbestemmelsesret!”
Hvor er der en voksen, der kan hjælpe kommunerne med deres selvstyre?
Selv om jeg har læst jura, har jeg aldrig rigtig tænkt over begrebet ”Kommunalt selvstyre”. Forvaltningsret var for mig et fag, der skulle overstås, så jeg kunne komme ud og beskæftige mig med strafferet. Og kommunerne er der jo bare. Sådan havde jeg det, indtil vi selv kom i klemme i selvstyret som en familie med handicappede børn. Læs videre “Hvor er der en voksen, der kan hjælpe kommunerne med deres selvstyre?”
Det sociale område må være det bedst syltede område.
I februar tog jeg fat i Mia Kristina Hansen, som bl.a. er formand for Foreningen for børn med angst, og spurgte, om hun ville være med til at danne en ny Facebook-gruppe. En gruppe, som på tværs af diagnoser og kommuner skulle vise både lokalpolitikere og folketingspolitikere hvor mange pårørende, der i vores lille velfærdssamfund hver dag må kæmpe for at overbevise en myndighedsmedarbejder om, at deres familiemedlem har så meget brug for hjælp, at familien ikke selv kan hjælpe. De har smidt håndklædet i ringen. Mia og jeg stiftede gruppen den 23. februar, og vi er nu 8300 medlemmer, der står sammen #sidevedside. Gruppen hedder ”Bak op om de pårørende til handicap og psykisk sårbarhed”. Læs videre “Det sociale område må være det bedst syltede område.”