Danmark har et system, der er sat i verden for at hjælpe mennesker, der på grund af livsvilkår har brug for hjælp.
Systemet er bygget op om 4 grundlæggende principper for tildeling af støtte til mennesker med nedsat funktionsevne:
Ligebehandlingsprincippet, solidaritetsprincippet, sektoransvarsprincippet og kompensationsprincippet. Principperne omtales ofte som handicappolitiske principper:
Ligebehandlingsprincippet tager udgangspunkt i FN’s standardregler om lige muligheder for handicappede. I Danmark blev disse principper godkendt ved en folketingsbeslutning i 1993, og princippet om ligebehandling af mennesker med nedsat funktionsevne med andre borgere har siden da været centralt i bestræbelserne på at skabe et samfund for alle.
Solidaritetsprincippet er udtryk for, at alle har et ansvar for at sikre, at mennesker med nedsat funktionsevne får de nødvendige ydelser, når behovet opstår. I praksis er det et led i solidaritetsprincippet, at ydelserne i vidt omfang finansieres af det offentlige via skattebetalingen.
Sektoransvarlighedsprincippet knæsætter det forhold, at den offentlige sektor, der udbyder en ydelse, en service eller et produkt, også er ansvarlig for, at den pågældende ydelse er tilgængelig for mennesker med nedsat funktionsevne. Indsatsen over for mennesker med nedsat funktionsevne er derfor ikke kun en opgave for socialsektoren, men en opgave, der rækker ind på en række andre områder såsom for eksempel bolig-, trafik-, arbejdsmarkeds-, undervisnings- og sundhedssektoren.
Kompensationsprincippet betyder, at en person med nedsat funktionsevne i videst muligt omfang får kompensation for følgerne af den nedsatte funktionsevne. Kompensationen kan ske ved at gøre samfundets tilbud tilgængelige for mennesker med funktionsnedsættelser. Den kan også ske ved at stille særlige ydelser til rådighed, som specielt imødekommer den enkelte persons individuelle behov. Kompensationsprincippet vedrører kun de merudgifter, der skyldes den nedsatte funktionsevne, og ikke de udgifter som personen i alle tilfælde ville have haft (Kilde: Vejledning nr. 1 til serviceloven, Socialudvalget 2010-11 SOU alm. del Bilag 58),
De to primære love på området er retssikkerhedsloven og serviceloven.
Formålet med retssikkerhedsloven er:
- sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,
- fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,
- forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse,
- og fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.
Formålet med serviceloven er:
- tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer.
- at tilbyde en række almene serviceydelser, der også kan have et forebyggende sigte.
- at tilgodese behov, der følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Det lyder virkelig godt det hele. Men dem, der bliver hjulpet bedst lige nu, er private socialrådgiveres og advokaters bankkonti. For det er der, mange ender med at måtte hente vejledning, rådgivning og støtte i kampen om den hjælp, som de sociale myndigheder er sat i verden for at levere. De sociale myndigheder har glemt, hvorfor de eksisterer. Det er ikke for deres egen skyld.
Hvor og hvorfor går det galt? Kigger man på de grundlæggende principper og lovenes formål og hensigter, så stemmer forventningen hos borgerne og lovene ret godt overens. Men forventning hos borgeren og virkelighed stemmer ikke overens. Og virkelighed stemmer ikke overens med lovenes formål. Så det tager ikke mange minutter at nå frem til, at det ganske enkelt er forvaltningen af lovene, den er gal med.
Men allerede her støder man på det første bump, for det virker ikke som om, forvaltningen vil indrømme, at det er her, den er gal. I stedet må vi høre på ansvarsfralæggelsestaler om, at der mangler penge, at loven må laves om, og at forældre forventer sidste nye model af en kørestol. Hertil må jeg svare, at jeg personligt tror, at pengene er der. Men bliver pengene rent faktisk brugt på handicapområdet, eller fiser de over de kasser, hvor der er flere vælgere at please? Bliver de brugt på forkert struktur? Er der den tilstrækkelige viden om, hvordan pengene bruges bedst muligt? Manglende viden tager tid, og tid er penge. Er der reel vilje til at gøre en indsats på dette område ude i kommunerne?
Jo længere tid, dette område får lov til at sejle, jo dyrere vil det blive. For jo længere tid, borgerne ikke får den nødvendige hjælp, jo flere udfordringer og diagnoser vil der komme. Hvornår vil nogen indse det? Og derefter handle på det?
Målet må være, at handicapområdet forvaltes i overensstemmelse med de 4 grundlæggende principper uanset, hvor man bor. Jeg tror ikke på, at det kan sikres, så længe området ligger ude i kommunerne. Nogle kommuner kan, de fleste kan/vil ikke. Det er ikke realistisk at sikre tilstrækkelig viden på dette yderst komplicerede område i 98 kommuner. Dette skyldes blandt andet et vidt forskelligt borgergrundlag.
Men hvad er midlerne til at nå målet? Der bliver sat spørgsmålstegn ved, om det vil være løsningen at flytte området fx til regionerne. Gid jeg havde en krystalkugle, der kunne give svarene. Ingen løsninger er 100% vandtætte. Og der vil altid være brodne kar. Men når der tales retssikkerhed, så kunne man gå fra en vilkårlighed mellem 98 kasser til 5. Jeg forestiller mig store regionale centre, der behandler dette område i nær tilknytning til psykiatri og sygehusene. Den bedste vejledning vi har fået, var af en socialrådgiver på neonatalafdelingen. Tværfagligt samarbejde og vidensdeling er vejen frem.
Herudover bør der tænkes retningslinjer med en masse skal’er, så der ikke er tvivl om, hvem der skal hvad, hvornår. Og så vil man slippe for at skulle igennem jernbetonmuren med skriften ”det kommunale selvstyre”.
Vores første møde med systemet var en kommentar om, at nu skulle vi lære at anse os selv for at være en helt almindelig familie. Der er ikke noget, vi hellere vil.
#enmillionstemmer
