Alle skal sikres retssikkerhed – uanset hvem man er.

For omkring 2 år siden startede jeg denne blog. Der var jeg i gang med at skrive min bog og havde brug for at lægge følere ud: Hvad oplever andre pårørende med handicap inde på livet, hvad rører sig politisk på området, hvad er godt – hvad er skidt. Det var virkelig lærerigt og blev et vigtigt skridt, vigtigere end jeg dengang havde nogen som helst fornemmelse af.

Den 1. december 2018 kunne jeg stå med min bog “SEJE MOR” i hænderne. Og hurtigt måtte 2. oplag bestilles. Bogen udkom officielt 1. februar 2019.

To dage efter, 3. februar 2019, bragte Politiken en artikel med mig med overskriften: “Mor til tre børn med mentale og fysiske handikap: »Det kræver enorme kræfter at stå på sin ret« “Det har chokeret Monica Lylloff, mor til tre børn med mentale og fysiske handikap, hvor svag retssikkerheden er for borgere, når de skal sikre sig den støtte, som de har ret til.” https://politiken.dk/indland/art7013460/%C2%BBDet-kr%C3%A6ver-enorme-kr%C3%A6fter-at-st%C3%A5-p%C3%A5-sin-ret%C2%AB

Jeg havde nemlig opdaget, hvor fuldstændig grotesk ens liv kan blive, hvis man får børn med handicap eller selv får et handicap. Det var jeg nødt til at få råbt op om og gjort synligt.

Og derfra gik det hurtigt. Dannelsen af facebook-gruppen “Bak op om pårørende til handicap og psykisk sårbarhed” sammen med Mia Kristina Hansen. I maj 2019 gik jeg sammen med Muskelsvindfonden og Dansk Handicap Forbund om at finde et #, som kunne samle historierne. Vi kom frem til #enmillionstemmer, da cirka 1 million danskere har et større eller mindre handicap, og de vil ikke tie stille mere. Vil ikke negligeres mere, vil ikke finde sig i at være nedprioriteret mere. Derudover er der ret mange stemmer at hente ved et valg. Bevægelsen har nu 24.600 medlemmer… på 1,5 år. Det er vildt. Og svært at overse og overhøre.

Vi kræver respekt som mennesker. Vi er ikke tal, sager, kasser, diagnoser, statistikker eller krævende. Vi er almindelige mennesker med følelser, som bare ønsker os et værdigt liv. Det er vel ikke for meget forlangt?

Jeg hører tit udtalelser som “Men det er jo et dyrt område, I koster jo mange penge”.  Men hvad koster det egentlig? Findes der en grundig analyse af, hvor mange af de penge, der er afsat til området, der egentlig går til hjælp? Hvilken hjælp? Den rigtige hjælp? Hvor mange penge går til administration, lovbrud og klagesager? Har kommunerne nogensinde prøvet at overholde loven? Svaret på det sidste spørgsmål er nej. Så kommunerne ved ikke, om det rent faktisk vil være billigere for alle, hvis de begyndte at overholde loven.

Jeg bruger ret meget tid på den kamp. For det er desværre en kamp at trænge igennem lukkede ører og tykke murer med budskabet. Jeg bliver ret ofte spurgt, hvor jeg får overskud fra til at kæmpe for så mange. For jeg har også mit herhjemme. Jeg er kommet frem til, at det giver overskud at kæmpe for en sag, der virkelig betyder noget. Det giver overskud at mærke opbakningen. Det giver overskud at føle, at det giver mening.

I torsdags blev jeg så anerkendt. Jeg modtog Karnovs Nytænkerpris for min kamp for retssikkerhed for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Jeg kunne ikke fatte det, for jeg var nomineret sammen med 3 andre virkelig stærke kandidater, særligt Nanna W. Gotfredsen, som har viet sit liv til at kæmpe for retssikkerhed for landets svageste mennesker via Gadejuristen. De mennesker, som ingen stemme har,  de mennesker, som samfundet har sat uden for døren: Hjemløse, stofbrugere, sexsælgere. Flere af dem kunne med den rette hjælp have undgået det liv. Jeg har den dybeste respekt for Nanna.

Men det blev alligevel mig og #enmillionstemmer, der vandt prisen. En stor ære og anerkendelse af, at arbejdet er vigtigt og nødvendigt. At der skal sikres retssikkerhed for alle i landet, uanset om man har et handicap eller ej.

Tænk, at det skal være nytænkning, at der skal være retssikkerhed også for mennesker med handicap og psykisk sårbarhed. Det burde i en retsstat være en selvfølge, at offentlige myndigheder ikke udsætter sine borgere for vilkårlige indgreb og overgreb. At konventioner overholdes, at lovgivning og retssikkerhedsgarantier overholdes. Men.. sådan er det desværre ikke.

Det fandt jeg først ud af, da jeg stod i det. Og den historier er jeg ikke alene om at fortælle. Vi er tusinder. Og så er der dem, der ikke selv kan fortælle den. Dem, der slet ikke ved, at de har været udsat for overgreb, modtaget en ulovlig afgørelse, eller ikke er blevet vejledt. Det er alle os, jeg kæmper for, og alle dem, der kommer.

https://www.k-news.dk/nyheder/monica-lylloff-vinder-karnovs-nyt%C3%A6nkerpris?__hstc=74113229.f0df12105cf01a0e386da613fa1a9f14.1600158654687.1603013668278.1603610891041.3&__hssc=74113229.1.1603610891041&__hsfp=1479217117

Med æren fulgte 20.000 kr., som skal bruges på et socialt eller samfundsrelevant formål. Jeg var ikke i tvivl i et sekund – selvfølgelig skal pengene gå til Nanna og Gadejuristen og det kæmpe arbejde, de laver hver eneste dag. Dermed blev det meste af socialområdet en vinder den aften.

For at vende tilbage til min bog, som egentlig var starten på det hele, så modtog jeg for nylig en anmeldelse af den.

http://denbelaestepraktiker.dk/seje-mor/

Når livet er hårdt og til tider kan virke meningsløst og uretfærdigt, så er det en god øvelse at finde meningen med det alligevel. At jeg skulle blive mor til tre vidunderlige børn med hver deres udfordringer giver mening.

Min bog kan købes hos mig for 125 kr. + porto, eller i forskellige boghandlere på nettet.

Jeg har brug for, at du gør mig en stor tjeneste: Støt det borgerforslag, som jeg sammen med 4 andre mega seje forældre står bag. Det kan godt være, du ikke er enig i, at handicapområdet skal flyttes 100%, men den manglende retssikkerhed for mennesker med handicap SKAL drøftes, og der SKAL ske ændringer. Der er blevet snakket for længe. Dette er en måde at få gang handlingerne på. Det er 100% anonymt. Vi har brug for 50.000 støtter.

https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05276

 

Lidt mere om overgreb og krænkelser

Jeg havde lovet mig selv ikke at blande mig i den nuværende debat om sexisme og overgreb. Det løfte vil jeg til dels holde. Men den nuværende sag om Frank Jensens krænkelser af kvinder har fået mig til tasterne. For Frank Jensens såkaldte undskyldning fik hårene til at rejse sig på mine arme. I Berlingske i fredags udtalte han nemlig dette: “Jeg skriver til jer for at sige, at jeg er forfærdelig ked af, at der har været episoder, hvor kvinder har følt sig krænket af min opførsel”, og “Der er episoder og detaljer, der er oplevet forskelligt. Men det, der står tilbage, er, at nogle kvinder har oplevet, at jeg har overskredet deres grænser”.

Og hvorfor er det så relevant for mig at fremhæve disse citater? Jo, fordi denne retorik er yderst velkendt på handicapområdet. Den bruges jævnligt af KL, når de bliver konfronteret med kommunernes mange ulovlige afgørelser og fejl på handicapområdet. Ved at bruge ordene “følt” og “oplevet”, så tager krænkeren afstand fra sine egne handlinger, og fralægger sig dermed ansvaret.

I forbindelse med debatten om den manglende retssikerhed på handicapområdet, er jeg flere gange stødt på formuleringen, at borgerne oplever, at de ikke får den rigtige hjælp. Så kan det næsten ikke blive mere nedladende, når man sammenholder det med en fejlprocent på ca. 50 i handicapsagerne.

Sidst, jeg stødte på det, var på twitter den 10. oktober, da KL reklamerede for en webinarrække om borgerinddragelse. KL og Danske Handicaporganisationer er gået sammen om et sådan arrangement med titlen “Sæt samarbejde og tillid i centrum på handicapområdet”. Min første tanke var, at nu var der nye toner i luften. Men jeg er nødt til at skuffe. KL og DH stiller blandt andet spørgsmålene: “Kan en styrket borgerinddragelse bane vejen for, at flere mennesker med handicap oplever, de får den hjælp, de har behov for?” Og “Er det muligt at styrke samarbejdet med mennesker med handicap om sagsbehandlingen og den leverede hjælp i en tid med knappe økonomiske ressourcer?”

Arrangementerne bygger dermed allerede på den præmis, at det er borgerens oplevelser og forventninger, der er problemet, samt at problemerne på området skyldes manglende økonomi ude i kommunerne. Ergo er det  – ifølge KL – ikke fordi, kommunerne rent faktisk ikke overholder lovgivningen og ikke giver borgerne den hjælp, de har ret til. Ligesom Frank Jensen undlader at sige “jeg har krænket de kvinder”.

Og hvorfor drager jeg nu den sammenligning, når sagen om Frank Jensen og de andre gramsere handler om krænkelser af kvinder, mens sager om handicap handler om manglende hjælp og manglende retssikkerhed? Fordi det handler om krænkelser og overgreb, det handler om en rådden kultur, det handler om, at man hidtil ikke har taget ofrenes udsagn alvorligt, det handler om magtmisbrug.

Jeg vil lige komme med nogle eksempler. Det er nemlig sådan, at voksne mennesker med handicap, der har brug for hjælp til basale ting som et bad eller toiletbesøg, må finde sig i, at ansatte fra kommunen skal kigge på dem, mens de er i bad eller på toilettet, før kommunen vil bevilge hjælp til dette. Det er nemlig ikke nok, at man fortæller, man har brug for hjælp til det. Forældre trues med forældrekompetenceundersøgelser, mennesker får ud af det blå frataget allerede bevilget hjælp. Mennesker bliver talt til, som om de har nulværdi.

Et udtryk for magt. Vi gør det, fordi vi kan. Jeg gramser, fordi jeg kan.

Ligesom, at krænkelser over for kvinder skal have konsekvenser, så skal myndighedernes krænkelser af borgere med handicap, hjemløse og andre med behov for hjælp, også have konsekvenser. Der skal ryddes op, smides ud og bygges op.

Jeg havde fornøjelsen af at deltage i en podcast hos Karnov News sammen med advokat Mads Pramming om netop en del af dette problem. Den kan du høre her: https://www.k-news.dk/nyheder/podcast-magtens-tredeling-ep.-7.3-naar-myndighederne-har-frit-spil

Der er ingen tvivl om, at jo flere, der står sammen om at stå frem, jo stærkere. Det er det, vi ser i forhold til sexisme nu. I #enmillionstemmer har vi fortalt historier om krænkelser og overgreb på handicapområdet i 1,5 år. Det har rykket noget, men langt fra nok. Det blev desværre bekræftet, da social- og indenrigsministeren udtalte, at kommunerne må lave en plan, da hun blev foreholdt, at kommunerne laver fejl i hveranden handicapsag. Derfor må der råbes højere. Vi er i en selvransagelses-tid, uanset om det hedder sexisme, ældreområdet, racisme og handicapområdet.

I #enmillionstemmer er vi i gang med at indsamle vidnesbyrd fra de mennesker, der bliver eller er blevet udsat for myndighedernes overgreb og krænkelser på handicapområdet. Noget, der i en retsstat ikke burde forekomme. Meningen er, at disse vidnesbyrd skal i medierne og afleveres til relevante politikere på Christiansborg. Ikke flere lukkede øjne og ører. Hvis du har oplevet svigt i dit møde med kommunen, kan du sende det til enmillionstemmer@gmail.com. Det må max. fylde 5 linjer. Det er en svær opgave at korte noget så kompliceret ned, men du må gerne sende flere vidnesbyrd.

Her til sidst vil jeg fortælle, at jeg er nomineret til Karnovs Nytænkerpris for min kamp for retssikkerhed på handicapområdet på baggrund af mit arbejde med bevægelsen #enmillionstemmer, min bog “SEJE MOR”, og borgerforslaget om at flytte handicapområdet fra kommunerne https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-05276.

Se nomineringsvideoen her: https://www.facebook.com/karnovgroup.dk/videos/676902806563198

Vinderen findes på torsdag den 22. oktober!