Skal jeg frygte, at samfundet tager mine børn?

Jeg vidste ikke, at min familie hører under kategorien “udsat familie”. At mine børn anses for at være “udsatte børn.” Men Kommunernes Landsforenings definition på “udsat” er: børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet og/eller får mindst én familierettet eller personrettet forebyggende foranstaltning på en udvalgt dato. Langt hovedparten af alle udsatte får en indsats efter servicelovens §52, stk. 3 eller §76.

Det har egentlig ikke været noget, jeg har tænkt over før tirsdag den 11. maj, hvor regeringen og stort set alle Folketingets partier tonede smilende frem på et pressemøde kl. 16 med en bred politisk aftale om Børnene Først. Nu skulle det være børnenes tur, børnenes rettigheder, red en barndom. En Børnereform. Men her er vi så. Stemplet som udsatte. Det smager ikke særligt godt.

Der er børn, der har bedst af ikke at blive hos deres forældre. Ingen tvivl om det. Blodets bånd er ikke tykkere end, at alvorlig omsorgssvigt kan bryde det. Børn, der udsættes for vold, overværer vold, svigtes pga deres forældres massive misbrug og andre virkelig triste skæbner. Dem skal vores samfund hjælpe bedst og hurtigst muligt. Det er det, vi har et velfærdssamfund til. Men skal velfærdssamfundet i øvrigt gøre sig til dommer over, hvem der er egnet som forældre? Hvad er definitionen på den gode forældre? Er det noget stationært? Vurderes det ud fra et øjebliksbillede? Og hvem vurderer det? Det afhænger af øjnene, der ser, og hvilket bagtæppe, der er bag øjnene.

Overskrifterne på Statsministerens agenda har hele vejen igennem været flere tvangsfjernelser, tvangsadoptioner og tidligere anbringelser. Ord, der løber enhver forældre koldt ned ad ryggen. Jeg blev derfor yderst og alvorligt bekymret, da jeg læste den nye aftale. En aftale, som af de fleste blev overdænget af ros og klapsalver på alle sociale medier.

Årsagen til min bekymring skyldes den del af aftalen Børnene Først, som er en Barnets Lov: “Med Barnets Lov samles reglerne om støtte og hjælp til børn og unge med behov for særlig støtte ét sted, uanset om støttebehovet har afsæt i sociale problemer, en funktionsnedsættelse hos barnet eller andre sociale udfordringer. Så lovgivningen bliver mere overskuelig – for barnet, familien og sagsbehandleren.”  Med denne formulering sidestilles en funktionsnedsættelse med sociale problemer og andre sociale udfordringer. Allerede her hopper kæden af. Derudover er der ikke anført noget nærmere om, hvordan man så vil sikre sig, at det bliver den rigtige særlige støtte, der tilbydes.

Der er en verden til forskel, hvilken støtte, der skal sættes ind med, hvis støttebehovet har rødder i mors misbrug kontra et barn, der er eller endnu ikke er udredt for f.eks. autisme eller ADHD. Tro mig, det ved jeg. Jeg er barn af en mor med alkoholmisbrug og indgribende psykiske problemer, og så er jeg mor til tre børn med særlige behov, herunder diagnoser som autisme og ADHD.  

Jeg og min bror blev ikke anbragt som børn. Der blev heller ikke sat ind med nogen hjælp fra systemet. Overhovedet. Havde støtte i mit barndomshjem gjort en forskel? Meget sandsynligt, for så havde min mor fået noget hjælp. Og så havde jeg nok stadig haft kontakt med hende i dag. 

Vores søn gik som 10-årig ned med angstanfald, der førte til mere angst, skolevægring og massiv mistrivsel. Først efter 1,5 år blev vi foreslået at få ham udredt. Kommunen igangsatte en §50- undersøgelse, derefter en PPV, og takket være en iskold (læs som sej) konsulent, som var hyret til at lave §50-undersøgelsen, fik kommunen sådan en overhaling over, hvor lidt hjælp, de havde tilbudt os. De 2 år, der gik fra det første angstanfald til et skoleskift til en behandlingsskole, knækkede os fuldstændig som forældre, for ikke at tale om, hvad det gjorde ved vores søn. På første møde med § 50-konsulenten fik vi at vide, at en sådan undersøgelse jo kunne ende med en tvangsfjernelse. Undersøgelsen varede 4 måneder (den må ikke vare længere). På de 4 måneder fik vi endevendt hele vores liv, blev overvåget om morgenen og til aftensmaden. Et øjebliksbillede. Tænk hvis jeg havde haft en dårlig dag der? Hvad havde der så stået i rapporten? At jeg var dumpet som mor? Vores søn skulle “afhøres” alene. Kunne vi have stået med en anbringelse over hovedet? Bare tanken, og jeg får lyst til at kaste op. At tvangsfjerne et barn, der er i mistrivsel pga en uopdaget diagnose og derfor manglende rigtige støtte, vil smadre liv. 

Kommunerne laver allerede fejl i 52% af de påklagede sager på børnehandicapområdet (2020). Jeg hører om familier, der på 15 år har haft 15 forskellige sagsbehandlere, forældre til børn med diagnoser, der trues med tvangsfjernelser, forældre der trues med forældrekompetenceundersøgelser, forældre der bliver nægtet at få henvist deres børn til udredning, fordi kommunen ikke ønsker flere børn med autisme eller ADHD. Kommunerne sidder med magten over familiers liv, men kommunerne overholder ikke lovgivningen nu. Hvorfor skulle de gøre det, fordi loven hedder noget andet? 

Da vi endelig bad om hjælp, havde vi prøvet alt andet selv. At bede om hjælp var for mig et kæmpe nederlag og voldsomt grænseoverskridende. At jeg ikke kunne hjælpe mine børn selv. Men jeg måtte erkende, at jeg kunne ikke hjælpe tilstrækkeligt, når mit barns problemer skyldtes en diagnose. Så er der behov for fagspecialister, andre rammer, de rigtige relationer, psykoedukation, supervision, medicin, hjælpemidler osv. Og fra os en masse omsorg og tryghed. Ikke en anbringelse. Da vi bad om hjælp, var vi selv kørt psykisk ned af at se vores barn have det så dårligt. Vi var ikke en “social sag”, men havde vi ikke fået hjælp, og var vores søn ikke blevet udredt, så var vi nok blevet en social sag, og så kunne vi være endt som en slags “systemets selvopfyldende profeti”.

Jeg vil som mor til børn med diagnoser være alvorligt bange for at bede systemet om hjælp i fremtiden af frygt for, at systemet tager mine børn. 

Kære politikere. En bøn herfra: Det her må og skal I have ændret. Indfør pligt til udredning af børn i sager, hvor der så meget som overvejes anbringelse. Efter udredningen skal familien så hjælpes og visiteres til rette hjælp af rette fagpersoner med forstand på diagnoser, ikke kommunen. 

Inden for strafferetten hedder det: Hellere lade 10 skyldige gå fri, end sende en uskyldig i fængsel. I den nye aftale Børnene Først vil man give børnene rettigheder. Det er godt. Men på den anden side står forældrene, der nu risikerer at være dømt på forhånd, fordi det modsatte aldrig bliver bevist. 

Som mor til børn med handicap kan dilemmaerne stå i kø

Dagen i dag havde Emma glædet sig ustyrligt meget til. For i dag skulle Emma og jeg på vores årlige tur til Frilandsmuseet. Frilandsmuseet har altid været et hit. Der er ro, god plads og højt til loftet.

For to år siden blev der opført teater derude. H.C. Andersen eventyr kortet ned til 15 minutter. Og det var fuldstændig fantastisk. Især opførelsen af Klods Hans. I år ville de gentage succesen, så vi skulle selvfølgelig derud den dag. Og det var så i dag. Læs videre “Som mor til børn med handicap kan dilemmaerne stå i kø”

Jeg har været blogger og pårørende det meste af mit liv….

“Hvordan klarer du det?”, spurgte psykologen mig, mens hun lukkede døren. “Det ved jeg ikke, det er jeg jo nødt til, der er ikke noget valg”, svarede jeg, mens tårerne begyndte at trille ned ad kinderne. Jeg havde ellers ikke grædt i lang tid. “Jeg skal bare ikke tale om det”, supplerede jeg. Psykologen kiggede på mig med medfølelse og undskyldte, at hun havde spurgt. Men det skulle hun ikke undskylde. Det var bare rart, at hun kunne se, hvilken situation vi står i. Jeg fandt hurtigt tilbage til mit fattede jeg og svarede, at der på mystisk vis bliver ved med at dukke overskuds-depoter op, som jeg ikke anede, fandtes: Alarmberedskabs-overlevelses-depoter. Hvad det helt har af konsekvenser på den anden side, ved jeg ikke. Og det kan jeg ærligt talt heller ikke forholde mig til lige nu. For lige nu gælder det om at være stærk og holde mig og familien flydende. Læs videre “Jeg har været blogger og pårørende det meste af mit liv….”

Vores søns skole er blevet en del af udskamnings-trenden.

Vores søn Kristoffer har de sidste tre år gået på en behandlingsskole i Vanløse. Skolen er en del af behandlingsskolerne.dk, som er Danmarks største private udbyder af dagbehandlingsskoler, og som også har weekendaflastning, voksenuddannelser og et behandlingscenter. Behandlingsskolerne har eksisteret siden 2003, hvor den første skole åbnede. Flere skoler er siden åbnet, efterhånden som efterspørgslen er steget i kommunerne. Læs videre “Vores søns skole er blevet en del af udskamnings-trenden.”

Vi har kun den fest, vi selv skaber – gerne med musik til.

“Rød mand stå, grøn mand gå”. Vi har overlevet i rødt lys længe, men i går skiftede lyset endelig til grøn. Sarah blev testet for coronavirus i mandags pga hoste, og i går fik vi så svaret, at testen var negativ. HURRA! Det var den vildeste lettelse. Jeg følte, vi blev løsladt. Følelsen af at være syg, forsvandt også. For det er lidt som at høre om lus, hvor alt begynder at klø. Vi følte os pludselig syge allesammen, mens vi ventede på testsvaret – har jeg egentlig ikke lidt ondt i halsen, er jeg egentlig ikke mere træt, end jeg plejer, mon 37,4 er feber? Og i går kl. 13.30 blev vi med et trylleslag raske allesammen. Læs videre “Vi har kun den fest, vi selv skaber – gerne med musik til.”

Vi er havnet i en rød bølge, der bare bliver ved – nu med corona-test

Det er ikke løgn, når vi påstår, at vi er havnet i en rød bølge herhjemme.

Lørdag aften begyndte Sarah at hoste voldsomt. Da hun stadig hostede søndag (knap så meget som lørdag med stadig en underlig blæsebælgs-hoste), tænkte vi, at vi skulle kontakte læge for vurdering, om hun burde testes. Og så startede et mindre cirkus. Søren ringede til coronalinjen og beskrev symptomerne: temperatur på ca 37,5 og tør hoste. Manden i røret svarede, at han nu skulle spørge, om vi ville have ringet til lægen, hvis der ikke havde været corona? Jeg troede, det var løgn, da Søren fortalte mig det. Og så endte vores forløb ligesom der søndag, for not om vi ville have ringet til lægen med de symptomer ellers. Læs videre “Vi er havnet i en rød bølge, der bare bliver ved – nu med corona-test”

Den farveløse psykiatri og det hemmelige rum.

Mit indlæg i dag indeholder nogle spørgsmål, som jeg håber, på et tidspunkt vil blive besvaret.

Mit første spørgsmål er, hvorfor skal psykiatrien virke så kold? Mine tidligere oplevelser med psykiatrien har været positiv. Men indtil nu har vi faktisk også kun fået foretaget udredninger privat. Det er jeg virkelig glad for nu. For det har så ikke været det, der bliver talt om, når der tales om psykiatrien. Nu har vi stiftet bekendtskab med psykiatriEN. Den offentlige psykiatri. Måske er det for generaliseret. Men min oplevelse er: Alt er hvidt, klinisk, tomt, u-hyggeligt. Det runger, når dørene lukker og bliver låst. Hvorfor skal det være sådan? For mig virker det ulogisk. Når man har det dårligt psykisk, er der vel netop brug for at mærke varme, omsorg, hygge og noget hjemligt. Men man kommer ind til det absolutte modsatte? Hvordan kan det være godt? Kan farver da gøre mennesker mere syge? Det har jeg svært ved at tro. Jeg forstår det ikke. Læs videre “Den farveløse psykiatri og det hemmelige rum.”

Hverdagen bag facaden.

Det er onsdag morgen, og jeg har lige fået alle tre børn ud af døren. Emma skal på Granbohus, så det giver dagen lidt flere timer at bruge af. Senere i dag skal Søren og jeg til et af de mange møder med Kristoffers psykiater & co inde på hans skole.

Jeg har været lidt fraværende i forhold til at fortælle om hverdagen herhjemme. Jeg har simpelthen haft for travlt med min politiske mission “Retssikkerhed på handicapområdet”. Mange foredrag, møder, oprettelse af en lokal facebook-gruppe for forældre med børn med særlige behov, udfærdigelse af borgerforslag om kompensation for tab på socialområdet (som ligger på borgerforslag.dk og som jeg håber, du vil støtte), osv. Alt sammen virkelig spændende og noget, der holder mig flydende. For bagved har det ikke været a walk in the park. Læs videre “Hverdagen bag facaden.”

Vi må tage en dag ad gangen.

Hvert år i august/september (efter sommerferien) bilder vi os selv ind, at nu kører det herhjemme. Nu er alt, som det skal være. Nu har vi det godt alle sammen.

Jeg bliver ramt af et optimistisk vrangforestillings-syndrom. Så jeg overvejer nye jobs, at komme tilbage på job og så videre. Hvert år ender jeg med at være glad for, at jeg ikke førte tankerne ud i livet. For vi når at være i vrangforestillingerne i en uge, så bliver vi ramt af den store realitetshammer lige midt i panden.

I år var ingen undtagelse. Læs videre “Vi må tage en dag ad gangen.”